Jeg ser dig

Og jeg ser hvad du har gang i.

(eller, jeg tror jeg ser det. Perception, din slyngel af en tvivl-generator. Hvad hvis nu det jeg tror du gør, skyldes at jeg selv ser verden gennem mine briller? Finder vi nogensinde SANDHEDEN om noget? Argh! Fuck det.)

Jeg ser dig.

Du har erkendelsen hængende som en sort sky, og siger du ikke vil acceptere den, men det er i virkeligheden kun dét du vil. Du vil have os til at give dig ret i, at verden ser så håbløs ud, som du længe har søgt evidens for. De, der tror, bliver affærdiget som naive romantikere, for når verden jo er som du har konkluderet, så findes det, du beder om bevis for ikke og det er os, der bliver narret og en dag vågner op til bitterheden.

Du vil ikke modbevises. Uanset hvor ondt din virkelighed er, så hænger du fast i den, med selvpinerisk bitterhed, og hyler truimferende op hver gang du får ret.

Jeg ser dig, og hvad du har gang i.

God bedring.

(og hey, det er selvfølgelig ikke dig jeg mener. Det er hende den anden, ing?)

3 kommentarer til “Jeg ser dig”

    1. Hvordan svarer jeg på det, uden at modbevise min egen tese? Meta-uhh! Men jeg tror faktisk at der tit er så meget tryghed i egen version af virkeligheden, at folk beholder den på, nærmest uanset hvor ondt den gør. Mig selv inklusive.

      1. Måske har du ret, men jeg er selv ulykkelig forelsket i livet, hvilket betyder, at jeg spiller kostbar og lader som om, det intet betyder, livet, men det betyder ALT, og jeg elsker når tilværelsen gennemskuer mig og gir mig en krammer trods min misantropi 😉

Skriv et svar