Tæt nok

En dag parkerede jeg oppe under himlen.

Hvor vinden lydløst trækker blårøde striber på din kind og hvor horisonen synes lige gyldig, uanset hvad vej du vender, og hvor betonen gynger, når nogen går forbi.

Man kommer ned via metaltrapper, der snor firkanter ned i skyggen, og nogen har sat sine cykler aller nederst. Sikkert fordi der er lidt læ, sikkert for at kunne komme hurtigere væk, hvis jorden kommer for tæt på.

Men oppe under himlen er alting længere væk end det synes relevant. Der erheller ikke andre end mig her. Og vinden og himlen, lidt for tæt på.

 

Skriv et svar