Fucks

“You found my hidden fuck, so now I have no more fucks to give.”

Jeg kan ikke komme på om dét er godt, eller skidt.  Befriende, vel?

.

I dag er det 5 år siden Mette sendte mig hjem.

“Man skal ikke have det sådan, Line. Var du min medarbejder, ville jeg sende dig hjem.”

Så hentede hun min taske og min jakke til mig, og det jeg troede jeg var, og det jeg troede jeg skulle være, var ikke.

blablabla

Mit løbeur havde afladt sig selv og selvom det lå i laderen og selvom der stod “Oplader..” hen over displayet, så faldt den %, der stod lige bagefter. 8%. 7%. 0%, da jeg havde fået løbetøjet på og egentlig var klar.

Ruskede lidt i den lille dims, fugtede den med lidt spyt, så strømmen kunne løbe, og sidder nu her i løbetøj og handlingslam, mens den langsomt vågner op.

5%

Det blæser og der triller små sten ned fra taget. Sikkert rester fra nedrivning og opmuring af ny skorsten. Dyrt. Er jeg kæk, siger jeg noget om at det koster en tur til Thailand, men det er bare smartness, for der var ingen tur til Thailand i nogens rigtige planer, for den slags kræver, ud over 50-80 af de store efter skat, feriedage og børn der vil. Hvis ellers vi allesammen skal.

15%

Det er ikke det, der er den nemme del. Det med om vi allesammen skal og allesammen vil det samme. For nogen er 10-12 timers flyvetur et mørke af ukendthed, som man nok hellere må holde sig fra.

18%

Pyt. Nu er pengene lagt i mursten oppe under himlen, og mon ikke 25% er nok til at jeg kan nå rundt om mosen?

Tæt nok

En dag parkerede jeg oppe under himlen.

Hvor vinden lydløst trækker blårøde striber på din kind og hvor horisonen synes lige gyldig, uanset hvad vej du vender, og hvor betonen gynger, når nogen går forbi.

Man kommer ned via metaltrapper, der snor firkanter ned i skyggen, og nogen har sat sine cykler aller nederst. Sikkert fordi der er lidt læ, sikkert for at kunne komme hurtigere væk, hvis jorden kommer for tæt på.

Men oppe under himlen er alting længere væk end det synes relevant. Der erheller ikke andre end mig her. Og vinden og himlen, lidt for tæt på.

 

Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?

Lige indtil der dukkede et op, der ikke kunne bruges. Hvad gør man så? Sletter? Skriver om til uigenkendelighed eller digter net af virkelige spøgelser på?

Genkendeligheden gør angst. Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?

Hvor ville du tage hen, for de penge du fik for de solgte møbler? Hvor ville du strande med din banale drøm, hvor ville din forfængelighed slå dig i gulvet?

Bitre mønsterspydighed.

Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?

(nu)

I mørke

Der var den aften, hvor hun var gået ud for at lede efter ham i sutsko. Sjoskede rundt på villavejene og kiggede i skyggerne. Nede ved kollegiet var der fest, og hun ovevejede lidt, om hun skulle gå ind og spørge om de.. om hvad? Om de havde set ham? Inviteret ham ind? “Undskyld, har I set en vred mand komme forbi? Undskyld, har I budt en krøllet mand i starten af tredverne med på øl?”. Det virkede så lidt sandsynligt, at hun sjoskede tilbage igen, uden at de så hende. I sutsko. Blå sutsko. Hvorfor fanden havde hun ikke taget sko på? Selvpineriske pis. Man forstod ham vel godt lidt.

Han var ikke væk, sad bare i bilen længe nok til, at det drev over. Hvad det nu var.

De talte ikke om det siden. Og hun nævnte ikke noget om, at hun havde ledt efter ham ude i skyggerne og under buske.

Eller om, at det var i sutsko.

(2012)

Måske

Jeg så, at du så, og jeg ved ikke hvordan jeg skal fortsætte herfra.

Jeg så, at du stoppede, da du så mig. Jeg så tøven og jeg så en let rødmen. Senere. Måske.

Er det ikke skægt som fokus er dér, hvor intet skete i virkeligheden?

Du så, at jeg så, og jeg ved ikke hvordan jeg skal fortsætte herfra.

Jeg så, at du stoppede, da jeg så dig. Jeg så tøven og jeg så en let rødmen senere. Måske.

Er det ikke skægt som fokus er dér, hvor intet ikke skete i virkeligheden.

(2012)

Kladdeløs

Jeg har kladder liggende bag alt det polerede. Løsrevne tanker, der ikke blev tænkt færdig. Stumper af oplevelser, der ikke havde nok i sig. Sikkert også søndage som i dag, der bare var for trætte til at blive publicerede.

Nu ligger de der bare, fordi det er sådan wordpress fungerer. Aktivt tilvalg at slette det, der aldrig blev gjort færdigt. Jeg hader at slette ord. Fordi det måske kan bruges igen en dag. Måske. Eller fordi jeg kan mærke noget i de, når jeg læser. Selv når det er kladder.

Men jeg rydder op og smider ud alle andre steder, så hvorfor ikke også her. Kladderne kan være frø, der kan få min mangel på nutidsord til at spire. Jeg smider dog ikke ud, jeg lægger til og trækker fra, og selvom jeg nok ikke kan huske hvorfra de stammer, så kommer de ud nu. Lidt af gangen og bare som ord på ord.