Kun.

Måske vælger jeg de forkerte bøger. Måske, det er sådan bøger, der er læsbare er. Tragiske. I børnenes danskbøger er det jo beskrevet så fint: der skal være en konflikt som så løses. Opbygning af spænding for at nå klimax, hvor helten helter og de lever lykkeligt til næste tog.
Jeg har læst mig gennem en mursten med beskrivelser af ulykke og nederdrægtighed, og jeg bliver så tung af det. Måske også fordi det ikke var særlig dybsindig ulykke; det var hverdagstragedier som de er flest: det var døde kanariefugle og fældede træer som nogen holdt af. Det var bilulykker og uægte børn. Det var trist i mikrokosmos jojo, men det var også både kedeligt og deprimerende, og værst af alt ingen læring i det. Ingen blev en skid klogere, ingen ændrede noget og hovedpersonen tog sit eget liv og folk var fløjtende ligeglade.

(det slår mig, at vi af og til taler om det samme, uden altid at vide at vi gør det, og uden at det er det. Broen over floden, husker du den? Vi gik derned den sommer det var ekstra varmt, og der var ikke noget vand i floden, kun lidt brunt mudder, og du siger, at der da var noget vand, der løb i midten, men det var der ikke. Dén sommer. Jeg siger at vi gik gennem skoven, og pludselig slår det mig (mens du ser på mig med tomme øjne, der prøver at huske og komme i tanke om noget, der med lidt god vilje kan kaldes skov, på den tur vi tog, nedover skråningen langs hegnet), at det slet ikke var dig jeg fulgtes med henover den gamle bro, men en anden, og at det måske er mere end 20 år siden og hvordan blev jeg nogensinde så gammel uden at blive voksen?
Så skifter jeg til lige før, for få år siden, og til broen, den anden bro, den anden sommer, hvor det vel nok var varmt, men ikke så varmt at der ikke var vand i floden, og det løb en tynd stribe midt i mudderet. Og du smiler og jeg ved, at jeg skal have dig med til den anden bro, for at overskrive det jeg husker, så alting jeg ser her, er noget jeg har set med dig. Fordi du er vigtigst.)

Måske vælger jeg de forkerte bøger, måske er det sådan historier, der er værd at fortælle, er, og måske er det derfor jeg ikke har noget at fortælle nu. Der er ikke tragedier nok. Ikke melopoesi nok til at drysse ud på sider af blank skærm.

Skriv et svar