Spejl

Vi kryber rundt om 35 grader igen i dag. Havemanden i huset nedenfor muren fejer, og nogen taler sammen på Italiensk oppe i byen. Selv hvis jeg havde kunnet sproget, havde jeg ikke kunnet skelne deres ord. Sløret af cikader og afstand.

Jeg burde kunne sproget tænker jeg. Ét er tegnsprog og smil, men skal jeg mere end have 100 gram af den gode skinke, så burde man måske. Jeg.

Stilheden i ikke at gøre noget, tiltaler mig, på den der forbudte måde, som laden stå til, tiltaler. Burde også lave frokost og drikke mere vand. 35C er trods alt en sjat.
Men jeg drikker vin. Rosé med isterninger, og jeg laver ikke frokost og jeg gør ikke andet end at lytte til cikaderne og se på duer, der flakser ind og ud af hvælvingerne omme på den anden ide af dalen.
Måske det er vinen, der får mig til at bare sidde her. Selvopfyldende dovenskab. Hvis det bare var det.

Jeg kan høre dig sige, at jeg jo nok trænger til det. Du har ret, det gjorde jeg engang, men så længe trænger man vel heller ikke til ingenting, vel?

Det er længe siden jeg satte flag. Hernede kaster de med dem. No kidding. Deres unger går til en sport, elle dans eller hvad man nu kalder det, hvor det handler om at kaste flag op i luften og gribe dem igen. Til lyden af trommer og trompeter, som de, der ikke går til kast-med-flag, lærer udenad. Iklædt middelalder-tøj og halmballer langs murene. Altid halm. Halm er vigtigt for middelalderidentiteten, tydeligvis.

Måske det er den anden vej rundt, at de, der ikke har det mindste spor af musikalitet i blodet, bliver overladt til at kaste med fanerne, men når man lytter til musikanternes håbløse trutten, må man lade dén tanke ligge. De går op i det, det må man give dem. Med sikker hånd, kaster de store faner 10 eller 20 meter op i luften, og griber dem med nøje koreograferet præcision.

Om jeg fatter at de gider.
Men de holder fat i deres middelalderarv, med stædighed som grimme kamphunde, måske fordi det er det eneste de har tilbage. Måske deres nutid ikke er særlig meget værd at kaste sig ind i, måske butikkerne lukker i byen, fordi der ikke længere er noget værdi at sælge her.

Spejl.

Én kommentar til “Spejl”

  1. En slags strategi mod eksistentielle overvejelser:
    “Tag en tuschpen og skriv ugens dag på en serviet. Fold den og læg den under din tallerken. Spis din mad og tør dig om munden, når du er færdig.
    Fortsæt denne fremgangsmåde de følgende dage. Uger. Måneder, muligvis.
    På et tidpunkt vil du sikkert føle dig mæt.”

    Værdi er ikke andet end den betydning, du tillægger tingene/hændelserne.
    Så hvis du synes det er absurd at rende rundt og kaste med flag til dårlig musik (jaja, du ved, hvad jeg mener), så er det værdiløst. Hvis du elsker at spille og være en del af et truttende flagkastende fællesskab, så er det værdifuldt.
    Hvad giver dig værdi?
    Kh

Skriv et svar