De har bygget et rækværk langs stien på sydsiden af byen. Den sti, der starter ved Porta Della valle, og ender i noget kommunal opsat og aldrig brugt park, nede ved vejen, der kører rundt om byen. Det er bygget i træ, rækværket. Upolerede men dog afbarkede træ-rafter, i et fint zigzag mønster, der får det hele til at ligne en skråning i Schweitz. Nok også fordi alt er mere grønt end det plejer at være i juli. Det er en kold sommer. Sådan en, de gamle kommer til at tale om, på deres små bænke i skyggerne flere år frem.

“2014 var en kold sommer, husker du det? Alting var grønt og pænt, nuvel, men der var ingen kapers før hen i august, og vinen trak ud til oktober, og mosten var sur, da vi endelig fik druerne høstet.”

Måske. Jeg foregriber tings gang, men sommeren er koldere og vådere end nogen her kan huske. Der er grønt græs på plænen og det er kønt alt sammen. Koldt om natten, så man sover uden at svede, og skønne kølige morgener, hvor man bliver nødt til at have en let trøje på, for ikke at fryse. 20 grader i morges. Jojo.
Lige nu pibler en dråbe sved, ned langs siden på mig og jeg har ikke set på termometret, men det er nok mest fordi, jeg ikke har flyttet mig, da solen kom over hvor min stol var.

Rækværket er det eneste nye her, tror jeg. Der sker ingenting ellers, og det der så endelig sker, sker så langsomt at man glemmer, at det engang ikke var sådan, længe inden det er færdigt. Den store parkeringsplads langs nordskråningen, for eksempel. De har bygget på den i tre år og det ligner ikke, at den bliver færdig de næste tre. Der er et stort skilt med et EU mærke på, og måske dén støtte er dét, der holder det både i gang og nede i tempo. Hvorfor skynde sig med noget der brødføder, så længe det står på?

Skriv et svar