Bare

Hun drikker iskaffe lavet på kold kaffe fra forleden, en klump mascarpone is med chokolade og lidt nøddeis. Honning i dryp og så isterninger lavet på kaffe. Strukturen i kaffeisterninger er anderledes, end hvis det bare var vand. De splintrer når man tager dem op, og burde nok laves i pose og ikke i bakke. Mentalnote. Ind i bunken af viden, ingen gider høre om.

Kaffen smager sødt og blødt, og i bunden ligger chokoladen i klumper, som hun undgår at drikke. Hun kan slet ikke lide chokolade. Ikke mørk chokolade, og snart er hun også vokset fra lys. Det er bare svært at pille chokoladen ud af isen, inden den dumper ned i kaffen. Kvalme.

Hun vokser fra ting for tiden. Gør alle mon det? Vokser fra vaner rutiner og skyld. Vokser fra mønstre og gentagelser. Pludselig mister de smag. Pludselig kan hun se at det bare er noget i hendes eget hoved. Og i deres.

Ret meget i deres, faktisk. Alt det, de havde så travlt med, var bare noget de selv fandt på. Det var slet ingen grund, når man så efter. Det hastede ikke spor. Andet end præcis så meget, som de selv mente det burde. Skulle.

Det er som regel også nok.

Kun.

Måske vælger jeg de forkerte bøger. Måske, det er sådan bøger, der er læsbare er. Tragiske. I børnenes danskbøger er det jo beskrevet så fint: der skal være en konflikt som så løses. Opbygning af spænding for at nå klimax, hvor helten helter og de lever lykkeligt til næste tog.
Jeg har læst mig gennem en mursten med beskrivelser af ulykke og nederdrægtighed, og jeg bliver så tung af det. Måske også fordi det ikke var særlig dybsindig ulykke; det var hverdagstragedier som de er flest: det var døde kanariefugle og fældede træer som nogen holdt af. Det var bilulykker og uægte børn. Det var trist i mikrokosmos jojo, men det var også både kedeligt og deprimerende, og værst af alt ingen læring i det. Ingen blev en skid klogere, ingen ændrede noget og hovedpersonen tog sit eget liv og folk var fløjtende ligeglade.

(det slår mig, at vi af og til taler om det samme, uden altid at vide at vi gør det, og uden at det er det. Broen over floden, husker du den? Vi gik derned den sommer det var ekstra varmt, og der var ikke noget vand i floden, kun lidt brunt mudder, og du siger, at der da var noget vand, der løb i midten, men det var der ikke. Dén sommer. Jeg siger at vi gik gennem skoven, og pludselig slår det mig (mens du ser på mig med tomme øjne, der prøver at huske og komme i tanke om noget, der med lidt god vilje kan kaldes skov, på den tur vi tog, nedover skråningen langs hegnet), at det slet ikke var dig jeg fulgtes med henover den gamle bro, men en anden, og at det måske er mere end 20 år siden og hvordan blev jeg nogensinde så gammel uden at blive voksen?
Så skifter jeg til lige før, for få år siden, og til broen, den anden bro, den anden sommer, hvor det vel nok var varmt, men ikke så varmt at der ikke var vand i floden, og det løb en tynd stribe midt i mudderet. Og du smiler og jeg ved, at jeg skal have dig med til den anden bro, for at overskrive det jeg husker, så alting jeg ser her, er noget jeg har set med dig. Fordi du er vigtigst.)

Måske vælger jeg de forkerte bøger, måske er det sådan historier, der er værd at fortælle, er, og måske er det derfor jeg ikke har noget at fortælle nu. Der er ikke tragedier nok. Ikke melopoesi nok til at drysse ud på sider af blank skærm.

Spejl

Vi kryber rundt om 35 grader igen i dag. Havemanden i huset nedenfor muren fejer, og nogen taler sammen på Italiensk oppe i byen. Selv hvis jeg havde kunnet sproget, havde jeg ikke kunnet skelne deres ord. Sløret af cikader og afstand.

Jeg burde kunne sproget tænker jeg. Ét er tegnsprog og smil, men skal jeg mere end have 100 gram af den gode skinke, så burde man måske. Jeg.

Stilheden i ikke at gøre noget, tiltaler mig, på den der forbudte måde, som laden stå til, tiltaler. Burde også lave frokost og drikke mere vand. 35C er trods alt en sjat.
Men jeg drikker vin. Rosé med isterninger, og jeg laver ikke frokost og jeg gør ikke andet end at lytte til cikaderne og se på duer, der flakser ind og ud af hvælvingerne omme på den anden ide af dalen.
Måske det er vinen, der får mig til at bare sidde her. Selvopfyldende dovenskab. Hvis det bare var det.

Jeg kan høre dig sige, at jeg jo nok trænger til det. Du har ret, det gjorde jeg engang, men så længe trænger man vel heller ikke til ingenting, vel?

Det er længe siden jeg satte flag. Hernede kaster de med dem. No kidding. Deres unger går til en sport, elle dans eller hvad man nu kalder det, hvor det handler om at kaste flag op i luften og gribe dem igen. Til lyden af trommer og trompeter, som de, der ikke går til kast-med-flag, lærer udenad. Iklædt middelalder-tøj og halmballer langs murene. Altid halm. Halm er vigtigt for middelalderidentiteten, tydeligvis.

Måske det er den anden vej rundt, at de, der ikke har det mindste spor af musikalitet i blodet, bliver overladt til at kaste med fanerne, men når man lytter til musikanternes håbløse trutten, må man lade dén tanke ligge. De går op i det, det må man give dem. Med sikker hånd, kaster de store faner 10 eller 20 meter op i luften, og griber dem med nøje koreograferet præcision.

Om jeg fatter at de gider.
Men de holder fat i deres middelalderarv, med stædighed som grimme kamphunde, måske fordi det er det eneste de har tilbage. Måske deres nutid ikke er særlig meget værd at kaste sig ind i, måske butikkerne lukker i byen, fordi der ikke længere er noget værdi at sælge her.

Spejl.

De har bygget et rækværk langs stien på sydsiden af byen. Den sti, der starter ved Porta Della valle, og ender i noget kommunal opsat og aldrig brugt park, nede ved vejen, der kører rundt om byen. Det er bygget i træ, rækværket. Upolerede men dog afbarkede træ-rafter, i et fint zigzag mønster, der får det hele til at ligne en skråning i Schweitz. Nok også fordi alt er mere grønt end det plejer at være i juli. Det er en kold sommer. Sådan en, de gamle kommer til at tale om, på deres små bænke i skyggerne flere år frem.

“2014 var en kold sommer, husker du det? Alting var grønt og pænt, nuvel, men der var ingen kapers før hen i august, og vinen trak ud til oktober, og mosten var sur, da vi endelig fik druerne høstet.”

Måske. Jeg foregriber tings gang, men sommeren er koldere og vådere end nogen her kan huske. Der er grønt græs på plænen og det er kønt alt sammen. Koldt om natten, så man sover uden at svede, og skønne kølige morgener, hvor man bliver nødt til at have en let trøje på, for ikke at fryse. 20 grader i morges. Jojo.
Lige nu pibler en dråbe sved, ned langs siden på mig og jeg har ikke set på termometret, men det er nok mest fordi, jeg ikke har flyttet mig, da solen kom over hvor min stol var.

Rækværket er det eneste nye her, tror jeg. Der sker ingenting ellers, og det der så endelig sker, sker så langsomt at man glemmer, at det engang ikke var sådan, længe inden det er færdigt. Den store parkeringsplads langs nordskråningen, for eksempel. De har bygget på den i tre år og det ligner ikke, at den bliver færdig de næste tre. Der er et stort skilt med et EU mærke på, og måske dén støtte er dét, der holder det både i gang og nede i tempo. Hvorfor skynde sig med noget der brødføder, så længe det står på?