Ikke-nem

Jeg fryser ved tanken om den mail jeg lige har sendt, og den jeg skal sende om lidt (og overspringhandler mig ud af med at skrive her. Hej hej). Katten har lagt sig i den anden ende af sofaen og de andre børn, der er her, må gerne gå i seng nu, for jeg kan næsten ikke rumme andet end mit eget. Selv nu, hvor han ikke er her.

Det er svært at skifte job, vidste du godt det? Vidste I det alle sammen, eller er det bare fordi jeg er så vidunderligt urutineret i lige dét, hjemmefødning som jeg er, at det rammer lidt ekstra?

Han er sund og rask og uden diagnose. Bare skrammet lige tilpas til, at de ikke vil have ham. For svær. For ikke-nem.

Der var engang en mand, der komplimenterede mig ved at kalde mig dét: ikke-nem. Jeg syntes det lød fedt. Jeg var ikke en af dem, man sådan bare åd, eller én der smilede af alt og sukkede sødt ved hvert ord. Jeg var speciel og krævede mere end bare lige. Pisse sejt.

Men ikke-nem vælges fra, når det er de priviligerede børn, der skal vælges blandt. Når de bedst egnede sorteres over i bunken med fremtid, så vælges de svære fra; for vi har ikke ekstra tid, overskud eller ressourcer, og vi har råd til, at vælge, kun ville de bedste.

Min nye chef omtaler mig som deres redning og frelser. Som hende, der skal bane vejen og trænge igennem til den chef, der engang i et andet liv valgte mig fra bunken. Og jeg tvivler ikke på, at jeg kan gøre min del, men jeg krymper mig over skyggen af præstationspres i dét han siger. Ikke på mig, men på ham.

Katten er tiltet bagover og ligner et loddent tæppe, og om lidt kommer min ene søn hjem, og jeg skal smile og kramme og høre til hans weekend. Han er den nemme, han er den, velsignet med døre, der åbner så meget op, at det næsten kan være dét, der kan stoppe ham engang.

De andre børn er lagt i seng nu, og næsten ude af min hørevidde, og jeg fryser stadig ved tanken om at skulle skrive den mail, der fortæller de andre forældre, at nej, det vi ville, og troede skulle være den nye start, skal vi ikke alligevel, for de ville ikke have ham.

KategoriersetTags

2 kommentarer til “Ikke-nem”

  1. åh, ondt i maven og hjertet. Allermest i hjertet. F*ck det er en svær situation I er i. For det at være ikke-nem, er ikke nemt. Og mange af os, der alt for længe har været alt-for-nem(me) stræber efter at blive netop ikke-nem. Og de af os, der når det, oplever pludselig, at det heller ikke er nemt.

    Hold nu kæft, hvor jeg plaprer.

    Det jeg egentlig ville sige er: Du gør det godt. For dig og ikke mindst for ham. Du er der, og han ved det. Og du kæmper med og for ham. Og dét betyder noget.

    (og ja, det er pisse hårdt at skifte (eller starte i) job)

    Kram!

Skriv et svar