Regn

Det regner. Det har regnet hele dagen og det er løgn, for det har kun regnet i byger og ikke uafbrudt, men mængden af vand er nok til at verden kunne være ny og fin og ren, hvis man troede på, at den slags metaforer stadig sælger.

Jeg gemmer mig i dagtimerne bag musik fra spotify, og exlark med oversigter og pivottabeller og data nok til at min pc går i sænk. Det er hyggeligt fordi det er midlertidigt og fordi jeg har parkeret mine ambitioner et sted bag floskler, der forsikrer mig selv og mine omgivelser om, at man ikke er svag, når man ikke længere er den hårde kerne.

Jeg har backups af ord fra 2006 og til 2011. Text på text på text. Spalte op og ned om et liv, der var ensomt og voldsomt og poetisk, på sin egen triste måde. Hvordan når jeg nogensinde derhen igen? Ikke til ensom og voldsom, men til poetisk?

Mødtes med en af karaktererne fra dengang, forleden. På Cafe Jorden rundt, både for at slippe for den københavner smartness han omgav sig med dengang, og nok også for at jeg kunne slippe hurtigt hjem, hvis det nu var helt forkert. 10 minutter i bil ned af Strandvejen føles bedre end 20 minutter i et S-tog.

(og solen gik ned, da jeg endelig kørte ned, et par timer senere. Der var stille i min bil, verden duftede af kirsebærblomster og alt var godt.)

Hvor bor du henne nu, spurgte han undervejs. Jeg har altid boet her tænkte jeg, og sagde det vist også. Her. Mit lille hus med blomsterne. Mit lille bitte rækkehus, der ikke helt passer til selviscenesættelsen af succes, men som passer til luft i økonomi og sikkerhed for realkreditlånet, hvis det en dag er. Og børnene selvfølgelig. Det passer perfekt til dem.

Men jeg kunne se på ham, at jeg ikke hele tiden har boet her, og han lignede en figur fra en bog, der ikke kan få virkeligheden til at passe med de ord, der stod på de sider han er undsluppet, fordi nogen læste ham højt.

Selv boede han stadig i sin roman. Levede liv, der ikke virker rigtig ægte, når man ser det her fra. Dyre vaner, dyre naboer. Et ikke-eksisterende søvnbehov, og en nærmest naiv tro på egne evner, der uden problemer, skubber ham videre ud og op. Misundelsesværdigt, egentlig.

Men jeg kommer sikkert ikke til at se ham igen. Han er regnet væk, ligesom alt det andet, der skete i de år. Forlængst for sent. Regnet værk, eller bare smidt ud fordi det var blevet mørt og gammelt. Skal vi, skal det startes forfra, og hvem har tid til det?

Hvis jeg nænnede det, smed jeg også alle mine tekster væk og begyndte på ny. Jeg bliver bare ved med at tænke, at jeg burde kunne bruge det til noget, selvom jeg aldrig ville turde lade nogen læse det højt, så måske jeg skal lade være med at klynge mig til det, og blot smide det ud.

4 kommentarer til “Regn”

    1. Nemlig. Det er pisse sejt, jeg er som altid meget imponeret og lettere benovet (eller hvad hedder det?) over hvor ordinær jeg ser ud ved siden af.

  1. Jeg troede ikke at han så bagud, overhovedet, nogensinde. Hvordan han tjener sine mange penge, det har jeg aldrig forstået.

Skriv et svar