Ikke-nem

Jeg fryser ved tanken om den mail jeg lige har sendt, og den jeg skal sende om lidt (og overspringhandler mig ud af med at skrive her. Hej hej). Katten har lagt sig i den anden ende af sofaen og de andre børn, der er her, må gerne gå i seng nu, for jeg kan næsten ikke rumme andet end mit eget. Selv nu, hvor han ikke er her.

Det er svært at skifte job, vidste du godt det? Vidste I det alle sammen, eller er det bare fordi jeg er så vidunderligt urutineret i lige dét, hjemmefødning som jeg er, at det rammer lidt ekstra?

Han er sund og rask og uden diagnose. Bare skrammet lige tilpas til, at de ikke vil have ham. For svær. For ikke-nem.

Der var engang en mand, der komplimenterede mig ved at kalde mig dét: ikke-nem. Jeg syntes det lød fedt. Jeg var ikke en af dem, man sådan bare åd, eller én der smilede af alt og sukkede sødt ved hvert ord. Jeg var speciel og krævede mere end bare lige. Pisse sejt.

Men ikke-nem vælges fra, når det er de priviligerede børn, der skal vælges blandt. Når de bedst egnede sorteres over i bunken med fremtid, så vælges de svære fra; for vi har ikke ekstra tid, overskud eller ressourcer, og vi har råd til, at vælge, kun ville de bedste.

Min nye chef omtaler mig som deres redning og frelser. Som hende, der skal bane vejen og trænge igennem til den chef, der engang i et andet liv valgte mig fra bunken. Og jeg tvivler ikke på, at jeg kan gøre min del, men jeg krymper mig over skyggen af præstationspres i dét han siger. Ikke på mig, men på ham.

Katten er tiltet bagover og ligner et loddent tæppe, og om lidt kommer min ene søn hjem, og jeg skal smile og kramme og høre til hans weekend. Han er den nemme, han er den, velsignet med døre, der åbner så meget op, at det næsten kan være dét, der kan stoppe ham engang.

De andre børn er lagt i seng nu, og næsten ude af min hørevidde, og jeg fryser stadig ved tanken om at skulle skrive den mail, der fortæller de andre forældre, at nej, det vi ville, og troede skulle være den nye start, skal vi ikke alligevel, for de ville ikke have ham.

Regn

Det regner. Det har regnet hele dagen og det er løgn, for det har kun regnet i byger og ikke uafbrudt, men mængden af vand er nok til at verden kunne være ny og fin og ren, hvis man troede på, at den slags metaforer stadig sælger.

Jeg gemmer mig i dagtimerne bag musik fra spotify, og exlark med oversigter og pivottabeller og data nok til at min pc går i sænk. Det er hyggeligt fordi det er midlertidigt og fordi jeg har parkeret mine ambitioner et sted bag floskler, der forsikrer mig selv og mine omgivelser om, at man ikke er svag, når man ikke længere er den hårde kerne.

Jeg har backups af ord fra 2006 og til 2011. Text på text på text. Spalte op og ned om et liv, der var ensomt og voldsomt og poetisk, på sin egen triste måde. Hvordan når jeg nogensinde derhen igen? Ikke til ensom og voldsom, men til poetisk?

Mødtes med en af karaktererne fra dengang, forleden. På Cafe Jorden rundt, både for at slippe for den københavner smartness han omgav sig med dengang, og nok også for at jeg kunne slippe hurtigt hjem, hvis det nu var helt forkert. 10 minutter i bil ned af Strandvejen føles bedre end 20 minutter i et S-tog.

(og solen gik ned, da jeg endelig kørte ned, et par timer senere. Der var stille i min bil, verden duftede af kirsebærblomster og alt var godt.)

Hvor bor du henne nu, spurgte han undervejs. Jeg har altid boet her tænkte jeg, og sagde det vist også. Her. Mit lille hus med blomsterne. Mit lille bitte rækkehus, der ikke helt passer til selviscenesættelsen af succes, men som passer til luft i økonomi og sikkerhed for realkreditlånet, hvis det en dag er. Og børnene selvfølgelig. Det passer perfekt til dem.

Men jeg kunne se på ham, at jeg ikke hele tiden har boet her, og han lignede en figur fra en bog, der ikke kan få virkeligheden til at passe med de ord, der stod på de sider han er undsluppet, fordi nogen læste ham højt.

Selv boede han stadig i sin roman. Levede liv, der ikke virker rigtig ægte, når man ser det her fra. Dyre vaner, dyre naboer. Et ikke-eksisterende søvnbehov, og en nærmest naiv tro på egne evner, der uden problemer, skubber ham videre ud og op. Misundelsesværdigt, egentlig.

Men jeg kommer sikkert ikke til at se ham igen. Han er regnet væk, ligesom alt det andet, der skete i de år. Forlængst for sent. Regnet værk, eller bare smidt ud fordi det var blevet mørt og gammelt. Skal vi, skal det startes forfra, og hvem har tid til det?

Hvis jeg nænnede det, smed jeg også alle mine tekster væk og begyndte på ny. Jeg bliver bare ved med at tænke, at jeg burde kunne bruge det til noget, selvom jeg aldrig ville turde lade nogen læse det højt, så måske jeg skal lade være med at klynge mig til det, og blot smide det ud.