Jeg går i koma, skal du have noget med?

Jeg har glemt hvordan man gør.
Jeg har glemt hvordan det var, jeg har glemt hvordan jeg var.

Lidt ondt i nakken af det for høje køkkenbord, lidt ondt i membraner bag mit kranie, lidt for slidt i en hofte. Har jeg glemt alt det, der gjorde, at jeg var der jeg var.

Nu putter jeg mig med småkager bagt på en fabrik. Med kaffe kværnet i BRaun og ved siden af katte, der fælder ind i vasketøjet og på det ru gulvtæppe ved min hoveddør.

Nu gemmer jeg mig bag en hyggelig småborgerlig forargelse, og luller mig i koma med små bemærkninger om vinden, der tørrer mit vasketøj dejligt hurtigt, hvis det da ikke blæser ned. Og var det posten, der kom der?

Jeg har glemt hvordan man gør, og det er godt; for nu kan jeg finde på det, på ny, og definere min måde helt forfra. (siger vi længe nok til at vi tror på det).

Der er ingenting i vejen, og det er svært at håndtere, når man er vant til at det ikke er noget, der er i orden. Hvad gør man af sig, når alting bare er fint og ok? Jeg kunne selvfølgelig booke et fly til New York og holde min elskede i hånden under blomstrende kirsebærtræer i Central Park, eller jeg kunne bruge pengene til nye sofaer og et nyt betræk til morfars gamle stol. Og jeg kunne lægge en plan og kartofler i baghaven.

Eller skure gulvet eller sende fakturaer eller. Hvad der ellers står på min to do liste, for sådan en har jeg aldrig glemt hvordan man holder.

Jeg har glemt hvordan det var, og det er ikke helt så godt, for så kan jeg komme til at huske det som om det var godt, og det ved vi det ikke var. Se mine ar. De lyser i mørke og blænder mig af og til. Stadigvæk. Men jeg har glemt hvordan det egentlig var, for det jeg kan se de andre gør, ser faktisk lidt godt ud. De ligner nogen der har det sjovt. Her, fra min virtuelt blomstrede kaffekop og mit middelmådige komatøse pitstop.

Så jeg må glemme, at jeg har glemt det, og læse de gamle sider af og til, for at huske. Den del.

Jeg har glemt hvordan jeg var, og det bliver jeg ved med til jeg kan rumme min egen dumhed, arrogance og påståede udødelighed. Det kommer en dag, det ved jeg, for jeg står hvor jeg gør, fordi jeg har stablet alle mine dumheder og er kravlet op på bunken, og en dag kigger jeg også ned.