But life

Jeg ville. Jeg havde det hele lige der. På tunge, fingerspidser og pandelapper. Ord.

Så jeg ville, tænkt jeg kunne, drømte om at.

But, life; siger du og det forklarer alt. Snedriver oversvømmelser, ting der sker i steder for det, der kunne ske. LIfe. Liv levet, vand under broen.

But, life. Efterlod mig her, søndag i sofaklister og lunken hvidvin. Uromantisk, udramatisk, upoetisk. LIfe.

Uden at vide hvem jeg er og hvad jeg står for, uden at kunne huske hvad der var, og hvad der var ønsker om at være. Bare med en fornemmelse af engang at have været. Noget.

 

3 kommentarer til “But life”

  1. Du er noget, meget, du er det hele.
    Spørgsmålet er, hvad du bruger det/dig til, og om det er det, du gerne vil bruges til. Det er så skide banalt, men hver dag er et valg: Vil jeg gøre den her dag til en vigtig dag, vil jeg leve denne dag, eller vil jeg bare igennem den, gennemleve. Hver evig eneste dag er en streg på den der livskalender, der tegner et Hele, som er dig.

  2. Nemlig. Og derfor man man med sindsro synke ned i sin sofa en søndag aften, uden at skulle kunne huske hvad det var, der var så væsentligt at få skrevet ned. 😉

Skriv et svar