Dengang jeg lod som om jeg ikke mærkede mine fødder

På et tidspunkt begynder det at gøre ondt når man danser. I fødder eller knæ, eller henover ryggen, i nakken og i tunge bryster, der er knap så elastiske mere, som de var. Det er nok derfor det bliver mere og mere længe siden hver gang. Og derfor man ikke søger det. Ubehaget overskygger.

Det er længe siden nu. Ikke fordi jeg ikke har noget at danse for, bare fordi det er sådan det har flasket sig. Ikke at jeg savner det særligt. Eller jo, der var aftener fyldte med grin og fjollet dans ud over det hele, og der var tæt sitrende nærkontakt i et mørke der nok var mindre tæt end vi troede. Og jeg kan huske at det var rart, og jeg kan huske at jeg levede på det i dagevis eller bare timer.

Men jeg kan også huske at jeg engang dansede i en grøn kjole, der gjorde mig kurvet og timeglasformet. Mine sko var så høje, at jeg kunne se henover de fleste, og jeg lod som om jeg ikke mærkede mine fødder. Jeg samlede blikke, gjorde jeg. Sugede imaginær beundring ind på det glatte stof på mine hofter og prøvede at kigge ind gennem ham, jeg dansede med.

Men han var gjort af tanker om noget, der kunne have været og det eneste jeg så var min egen skygge. Og det var vel den slags aftener der var mest af dengang, ikke?

Og på et tidspunkt begynder det så at gøre ondt når man danser. Måske fordi man ikke længere kan lade som om, man ikke mærker.

(søg og erstat ‘dans’)

Skriv et svar