.

Hun så dem, de andre. Det var støvregn og det passede godt til resten af verden, men de var der alligevel, de andre. De lykkelige familier. Forældre med børn i samme slags harmoni, som der lå i glasskårene tilbage i huset, hvor han nok stadig sad ved køkkenbordet, som da hun gik uden at se sig tilbage.

Det er svært at trække vejret, når halsen snører sig sammen.
Det er svært at løbe når benene føles som bly.
Men det er især svært at kæmpe, når alle andre lever lykkeligt og griner nede ved Bagsværd sø. Og svært at blive stående, når alting hviler på skuldre, der ikke har båret så tungt før.

Hun tog hjem igen, selvfølgelig gjorde hun det. Og bar.

(og jeg håber hun holder, selvfølgelig gør jeg det. Ingen ønsker andet for andre. Livskriser trækker striber i kinder og hår, og selvom patina klæder de fleste, bliver man ikke nødvendigvis stærkere hvis ikke man dør af det.)

Skriv et svar