.

Jeg kan ikke redde dig. Jeg kan ikke engang redde mig selv.

Sludder. Jeg kan fint redde dig, hvis du vil reddes, og hvis du vil reddes af mig. Jeg kan jo se det hele herfra. Dig og det, du gør ved dig selv. Jeg kan se dit mønster så tydeligt, som var det i gruset på min sti, og det er lige før jeg kan forudse dine næste fejltrin, før du begår dem.

Så jo, jeg kan redde dig. Jeg kan række dig hånden og hive dig op.
Det kræver bare at du holder fast, når jeg hiver (og det tror jeg ikke du gør, for det passer ikke med dit mønster, men pyt; teoretisk set kunne du vælge at lukke hånden om min.).

Men det er stadig sandt, at jeg ikke kan redde mig selv.

Fra ingenmandsland

Man kan se de andre lande fra ingenmandsland. Man kan se de andre, der regerer og gør ved. Se hvem, der kommer og går, se hvem, der bliver, og hvem, der tårner højst.

Man kan skimte græsset på den anden side af grænserne, og nej, det ser ikke grønt ud længere, bare svedent.

Men der vokser ikke græs i ingenmandsland. Der vokser ingenting her; der er ingenting her, kun os; der sidder passivt i vores blindtarme og ser på de andre, der regerer og gør ved. Fordi de er i lande, der er nogens, og det de gør, er noget vigtigt, og især væsentligt, og nogen sætter en pris på deres hoveder og hænder og en værdi på deres liv.

Den slags har vi ikke i ingenmandsland. Alt vi har, er valget.

Hvis ikke også dét, er taget.

Søg og erstat

Spørgsmålet er, om jeg skal kigge det gamle igennem for passager og storylines til genbrug, eller helt starte forfra. Nu, det pludselig dukkede op i statcounter. (hvem søger hvad? Hva? Er det dig? Metahumor.)

Spørgsmålet er, om det er nu vi tøver, inden vi trykker på erase and rewrite. Bedre end søg og erstat ,tænker jeg.

Som om der kun er ét spørgsmål. Det ved du godt der ikke er; der er hundrede, tusindvis og de diskuterer lige nu, at litteratens ret og pligt, er at opfinde virkeligheden, og ikke gengive den.

Aha.

Se, om jeg tør lade mig suge med ned.

Dengang jeg lod som om jeg ikke mærkede mine fødder

På et tidspunkt begynder det at gøre ondt når man danser. I fødder eller knæ, eller henover ryggen, i nakken og i tunge bryster, der er knap så elastiske mere, som de var. Det er nok derfor det bliver mere og mere længe siden hver gang. Og derfor man ikke søger det. Ubehaget overskygger.

Det er længe siden nu. Ikke fordi jeg ikke har noget at danse for, bare fordi det er sådan det har flasket sig. Ikke at jeg savner det særligt. Eller jo, der var aftener fyldte med grin og fjollet dans ud over det hele, og der var tæt sitrende nærkontakt i et mørke der nok var mindre tæt end vi troede. Og jeg kan huske at det var rart, og jeg kan huske at jeg levede på det i dagevis eller bare timer.

Men jeg kan også huske at jeg engang dansede i en grøn kjole, der gjorde mig kurvet og timeglasformet. Mine sko var så høje, at jeg kunne se henover de fleste, og jeg lod som om jeg ikke mærkede mine fødder. Jeg samlede blikke, gjorde jeg. Sugede imaginær beundring ind på det glatte stof på mine hofter og prøvede at kigge ind gennem ham, jeg dansede med.

Men han var gjort af tanker om noget, der kunne have været og det eneste jeg så var min egen skygge. Og det var vel den slags aftener der var mest af dengang, ikke?

Og på et tidspunkt begynder det så at gøre ondt når man danser. Måske fordi man ikke længere kan lade som om, man ikke mærker.

(søg og erstat ‘dans’)

.

Hun så dem, de andre. Det var støvregn og det passede godt til resten af verden, men de var der alligevel, de andre. De lykkelige familier. Forældre med børn i samme slags harmoni, som der lå i glasskårene tilbage i huset, hvor han nok stadig sad ved køkkenbordet, som da hun gik uden at se sig tilbage.

Det er svært at trække vejret, når halsen snører sig sammen.
Det er svært at løbe når benene føles som bly.
Men det er især svært at kæmpe, når alle andre lever lykkeligt og griner nede ved Bagsværd sø. Og svært at blive stående, når alting hviler på skuldre, der ikke har båret så tungt før.

Hun tog hjem igen, selvfølgelig gjorde hun det. Og bar.

(og jeg håber hun holder, selvfølgelig gør jeg det. Ingen ønsker andet for andre. Livskriser trækker striber i kinder og hår, og selvom patina klæder de fleste, bliver man ikke nødvendigvis stærkere hvis ikke man dør af det.)