..

Noget af det får jeg ikke skrevet. Jo, jeg skriver det på en email og sender den til mig selv, for ikke at sætte spor i sikkerhedssystemerne, og når jeg så kommer hjem er vreden eller afmagten dampet af og det virker lidt overreageret at fortælle højt.

Alene dét at jeg reagerer på det får mig til at spekulere over hvad jeg egentlig er for én. Der var en gang jeg troede jeg var af en anden slags, en af de dygtige, stærke, seje. En, der kunne drive det langt. Troede jeg.

Men jeg sidder bare her, nu; og bider i græsset, mens de andre forsvinder ud af syne, og – værst af alt – ser ud til at nyde den tur jeg knækkede på.

Hvis ikke jeg er den, der skulle dét; hvad er jeg så? Og hvor kan man bruge den mig, der åbenbart er den rigtige?

Skriv et svar