Mug

Jeg vender det rundt. Jeg bliver nødt til at vende et rundt, ellers ender jeg et forkert sted. Et sted, der lugter bittert og smager muggent. Kæbekrampe som standardudstyr. Det vil jeg ikke. Jeg vil lyset og livet og lykken.

Så jeg vender det rundt.

De taler om mad hver dag til frokost. Opskrifter. Hvad spiser deres børn, hvad spiser de ikke. Hvem er kræsen og hvem elsker bare sild og koriander. Hver dag. Der er meget mad man kan tale om, så det skal retfærdighedsvis siges, at det ikke er samme emne hver dag, men temaet, det er mad. Hver dag. I dag talte de om julemad. ”Vi spiser altid frugtsalat 1. juledag”. Og svigermor havde taget fejl af frugtsalat og waldorfsalat og hun er altså svær at kommunikere med, så hellere lade være. Aha.

Jeg vender det rundt. Jeg er nødt til at vende det rundt. Hvorfor er det, at jeg hænger mig i, hvad de taler om? Hvorfor er det jeg en lille smule fryder mig over, at de altid taler om mad og børn og børnemad. Og nu jul? Hvorfor synes jeg det er lidt skægt at fortælle om, og himmelråbende kedeligt at lytte til? Fordi det hæver mig over dem? Understreger min elitære tilstand? Line taler ikke om mad på dét niveau, oh no. Line er meget mere sofistikeret end dét. Line gaber nonchalant og tænker på noget andet. Stilheden måske. Måske mest på hvordan hun griber livet, for det er som om det slipper ud mellem fingrene lige nu. Druknet i tristhed over manglen på mening.

Måske det er derfor jeg hægter mig fast i at de taler om mad. Det giver mig ret i at der ingen mening er. At det eneste vi kan kere os om er vores små latterlige behov for frugtsalat 1. juledag. Det er godt at få ret, for det bekræfter at man har fat i det rigtige. Ja, du har ret, der er ingen mening, ja, de er tåbelige, ja, der er ingen som dig, der hvor du er nu.

Ja, det er synd for dig. Er du så glad? Nej?

Det forkerte sted. Bitter mug.

Så jeg vender det. Spiser i stilhed. Jeg vil noget andet.

..

Noget af det får jeg ikke skrevet. Jo, jeg skriver det på en email og sender den til mig selv, for ikke at sætte spor i sikkerhedssystemerne, og når jeg så kommer hjem er vreden eller afmagten dampet af og det virker lidt overreageret at fortælle højt.

Alene dét at jeg reagerer på det får mig til at spekulere over hvad jeg egentlig er for én. Der var en gang jeg troede jeg var af en anden slags, en af de dygtige, stærke, seje. En, der kunne drive det langt. Troede jeg.

Men jeg sidder bare her, nu; og bider i græsset, mens de andre forsvinder ud af syne, og – værst af alt – ser ud til at nyde den tur jeg knækkede på.

Hvis ikke jeg er den, der skulle dét; hvad er jeg så? Og hvor kan man bruge den mig, der åbenbart er den rigtige?