Grøn

Regnen har vækket græshopperne, der har sat sig i det kirsebærtræ jeg sidder under. Hvid støj, der næsten holder alt andet ude.

De siger, det er byen smukkeste have, fortalte dem, vi spiste pizza hos forleden. “De” var nogle af de lokale, de kendte. Hende, der har det lille B&B ved hospitalet. Eller noget i den stil.

Der er ellers mange af dem, mærkeligt nok. Haver. Byen er bygget på en klippetop, og består af huse, der står så tæt, at de er groet sammen, så hele byen er én stor sammenhængende masse af mursten, mørtel og klippegrund. Alt er forbundet med alt og intet står alene. Charmerende og anmasende på én gang.

Indimellem det hele, er der klemt haver og grønt ind, på pletter, der ikke helt er store nok. Nogle af dem er tæt pakket med krukker og ampler og smalle trug, fyldt med pelagonier, lavendler, og alt mulig andet, jeg ikke kender navnene på. Små popler og citron- og oliventræer i kasser. Vinranker og højrøde trompetformede blomster, der vælter ud over mure og af sprækker. Krukker med grønt fyld, klemt ind på smalle hylder i mure og stablet i porte.

Andre steder er haverne forladte og overgroede med slyngplanter og træer, der skulle være beskårede for år tilbage. Grønne fangarme presser sig ud gennem frønnede trædøre, med rustne beslag og sindrige låsesystemer, så ingen kan kommer hverken ind eller ud, uden netop at skulle bryde gennem træet.

Sommerfuglene er vendt tilbage fra deres regnvejrsskjulested og det ringer for ørene, når græshopperne med ét stopper deres larm.

Skriv et svar