Problemet med lavendler

På græsset står der tre grønne klapstole, af den franske cafe-type. Metalstel og smalle træstave som ryg og sæde. Træet er mørnet og enkelte stave er helt væk. Rådne stole, bogstavelig talt.

Jeg har valgt et kirsebærtræ som skygge. Og en stol, der virker solid. Det trives ved den milde sommer, kirsebærtræet, og har grønne blade, modsat sidste år, hvor det blev mere og mere gult, som de hede dage, åd vandet i jorden.

Det lykkedes mig ikke, at tage et billede hvor man kunne se en sommerfugl i luften. Mit kamera er for langsomt, så de lignede bare utydelige totter af papir, svævende ubestemmeligt hen over bleglilla lavendel. Jeg kan ikke huske om lavendelbuskene er nogle min mor selv har plantet. De står langs stien, i et smal bed op mod en lav mur, der støtter den øvre del af haven. Problemet med lavendler i dette klima er, at de vokser sig gigantiske og krogede og ud af enhver yndefuldhed, de måtte have haft som små sarte stiklingeformeringer. Stokkene vrider sig, som rynkede arme på en gammel kælling, ud af deres bed og ender i en tætgrenet trævlet dusk med matgrønne blade på oversiden af det brune, og de lange stilke med bleglilla blomster øverst. Det pæneste ved lavendler her, er den måde de duver i vinden og sommerfuglene og bierne, der flokkes om dem.

Vinden er nærmest kølig, og jeg venter på regnen.

Skriv et svar