I baggrunden

Hun prøvede at spørge, fordi hun så gerne vil have et svar.

Der var en flue, der fløj rundt i stuen. Cirklende summen. Det gjorde ikke noget, men hun bad den alligevel gå. “Gå” tænkte hun. Og spurgte så, fordi hun så gerne vil vide. Fortæl mig. Og så vidste hun, at hun ikke vidste, hvad hun spurgte om.

Jeg kan tælle 7 eller 10 sommerfugle på lavendelbusken lige nu. De fleste er hvide, men to af dem er gyldne med brune tegninger.

I de bøger jeg læser, er plottet så åbentlyst af jeg ikke behøver læse dem færdige. Jeg gør det alligevel, måske fordi jeg håber på, at det er noget andet, der sker.

Hun spurgte alligevel. Floden forsvandt, eller var der egentlig slet ikke i dag, der var bare hende alene i mørket og så hendes spørgsmål uden retning. Fortæl. Mig. Nu.
Hvis nu jeg går ned af trappen og åbner døren, tænkte hun; så er der måske noget dér der lyser på spørgsmålet eller et svar.

Nu rumler det i himlen. Tordenregn på vej. Hvor går sommerfuglene hen når det regner?

Døren var af mørkt metal og bag den var der en solbeskinnet gyde. Okkergyldent murværk i en kurve omkring hende. Det, der var fremad var lukket med en plan solvarm mur. Ingen trappe op, ingen ny dør, bare mur. Hun lagde hænderne på muren og tænkte med et smil om den så ville ændre sig. Mure ændrer sig ikke ved berøring, hun vidste det godt, og følte sig fjollet. Men den var lun at røre ved.

Så kaldte stemmen hende tilbage og hun havde mere lyst til at blive, for at finde vejen videre derfra. Ingen trappe ender bare med en dør i metal og en solvarm gyde. Da hun vendte sig mod trappen og vejen ud, anede hun en smal åbning skarpt til venstre for døren til trappen. Skjult af skyggen og overdøvet af solskinnet på muren. Men stemmen kaldte stærkere og hun gav slip på tanken.

Fluen forsvandt da jeg bad den om det. Sært tilfælde.

Skriv et svar