Onsdag

Jeg har vendt stolen så jeg kan se dalen. Tanken faldt mig ikke ind i går, for jeg sidder ikke for at kunne se ud, men for at kunne se ind. Det lyder mere plat end tilsigtet. Indsigt lyder plat. Letkøbt. Men det er det, man kan her; det er det JEG kan her.

Jeg tror det er derfor jeg holder så meget af stedet, fordi her er så stille og smukt, at jeg kan se ind.

Jeg kan se dalen nu. Noget af den; det af den, der ikke er dækket af matgrønt oliventræ og den lave mur, med den småbladede rose, som min mor siger er gul når den blomstrer.

Det jeg kan se er skråningen ned mod vejen, med træer og buske og vissent brunt græs. Olivenmatgrønne buler og noget andet, der er mere friskt i farven. Bag træerne kan jeg se bymuren, der indrammer en anden have end vores, og endnu længere bagved, okkerlyse huse, cypresser og disede bakker i tre lag.

Den tilsyneladende undelighed trækker i blikket, og der er en sky længst ude. Eller måske det er et bjerg.

Der er stadig hvid støj i mit hoved, og jeg prøver at tune ind. Måske det ikke skal forceres, men jeg tror det skal villes for at ske.

Når bladene fra oliventræet falder til jorden, ruller de sig sammen som små rør.

Skriv et svar