Nu

Vandet lavede en lille klukkende lyd. Pumpen var sikkert i gang, og fik vandet til at cirkulere i poolen, så det ramte siderne, men det var lyden jeg bemærkede. En stille fin klukken.

Jeg går i stå dér. Ved klukkende vand. Ved den simple nydelse det var, at lytte til vand, der klukkede i en pool. Og trække vejret.

“Dit åndedræt er dit anker til nuet”, siger stemmen på min iPad. Nuet?

Åndedræt, der transporterede ilt, der prellede af på slimfyldte bronkier. Så meget for at trække vejret. Nuet blev til et blegt ekko af stemmer. Børn, der skændtes. Vinden fra havet føltes pludselig kold. Jeg turde ikke kommentere på det, for hvad nu hvis det bare var mig, der følte det. I stedet blev jeg stille, og transporterede ilt med tankens kraft.
Kom.
Overlev.

Bare lidt endnu, for det her sted er bedre end nogensinde før, og jeg vil gerne at vi bliver her længe nok til at få det meste med.

Skriv et svar