Ønskestøv

Vi så en af de film forleden, der mæsker sig i fortryllelsen ved barndommen. Barndommen er magisk som tema. De gode voksne var de, der hoppede i sengene og poppede bobleplast med fødderne. Børns fantasi drysser glitrende tryllestøv udover verden og får det almindelige til at lyse op. Magisk.

Sært, ikke? Hvor meget magi synes du selv der var, da du var lille? Ingenting, vel? Der var ting man fandt på og verdener man legede sig til, men det var jo bare en leg og maden var aldrig andet end mudder, græs og blade fra skvalderkål, og vi var ikke heste og hoppede ikke særlig højt over de pinde, der var sat op som springbane; og det vidste vi godt. Men vi havde det sjovt alligevel, fordi der er sådan børn er, og en træning i, at blive de voksne, vi skulle ende med at være.
Dig og mig i dag.

Det var ikke magisk, det var bare verden vi tog ind. Meget af barndommen var i virkeligheden en tåge, af ting man ikke fattede, og en evighed af skarpe ord fra de, der vidste bedre. Længe var det sådan, livet var. En serie af irettesættelser fra de, der vidste bedre.

Alt for længe, egentlig, for der er altid nogle, der ved bedre. Og endnu flere, der tror de ved bedre. Det har altid undret mig at man kan det.

Men fri mig for at kalde det magisk, det vi lavede dengang. Det er noget du finder på, fordi du kan se, at der er nogle, der morer sig over noget du ikke fatter morskaben i, fordi du netop er blevet ældre og klogere. Det er et sentimental savn efter noget du forlængst er vokset fra. Det er din kedsomhed over dit ansvar og din hverdag, der lukker dine øjne for lykken i det, der er lige for.

Skriv et svar