Spiraler, kaos

Vi er langsomme i dag. Jeg er. Jeg skal vel ikke skylde skylden på E for min langsomhed. Måske langsomhed er godt, måske det er varmen, der sløver.
Ud gennem lavendelmonstrene, kan jeg se dalen med røde tage på okkerlyse huse. Og træer og marker med store ruller af halm på, der ligner kæmpemæssige snegle, når skyggen er lang. Snaijls. Siger vi og griner lidt. Eller jeg gør.

Nu har jeg taget et billede af det hele, men kameraet på min iPad stopper ved lavendlerne. Det er ét af problemerne ved lavendler hernede; de fylder hele billedet. Og suger sommerfugle til sig. Og bier.

E er kommet med iskaffe til mig. Måske det kan hjælpe på langsomheden. Det smager koldt, blødt og kraftigt, og jeg drikker halvdelen i store slurke.

Hun spurgte mig hvad jeg skrev. Forleden dag, på tagterrassen og prosseccoen var god. Noget om relationer, fik jeg sagt. Kæft det lød dumt. Jeg kunne også have svaret kærlighed. Handler alt ikke om det? Kærlighed, eller manglen på samme. Nej, måske ikke, men måske det burde. Halleluja, dét lyder også dumt.

Jeg skulle have svaret at jeg blot beskriver kaos. At jeg skriver om et objekt i et stabilt system, der rammes af en hændelse og kastes ud i et dissonerende forløb, ud omkring manifolden, og tilbage i en anden bane og et nyt tilsyneladende stabilt system.

(eller tilbage er det vel ikke, når det er et nyt sted hun lander. Spørgsmålet er, om det er dét. Nyt. Det ser nyt ud, men det er tit det lumske ved spiraler. Du er det samme sted, uden det er helt det samme. Men hvis tiden er en spiral, eksisterer et dissonat udfaldsrum så overhovedett? Er bevægelsen ikke nærmere konsonant, og ligevægten aldrig for alvor forrykket?)

De havde nok smilet høfligt, i fald. Aha. Interessant.
Så vel hellere sige at jeg skriver om kærlighed. Banalitetsstemplet kan jeg bære.

Type

Vi var nede i byen i går. “ned i byen”, som om vi ikke er i byen nu. Det er vi, midt i massivet af tætbyggede huse, men der er alligevel noget, der minder mere om by end her, nemlig dernede hvor der er butikker, mennesker og trafik. Alle vejene i den gamle bydel bag de gamle mure er ensrettede, fordi de er for smalle til at to biler kan passere. Bilerne bliver ledt rundt med uret og kun den gamle hovedport kan passeres begge veje, fordi der er to veje der munder ud i den. Der hænger et stort rundt spejl på væggen så man kan se om hjørnet og vi fik pizza, det sted hvor man plejer at lave rygende varme pizzaer med sprød papirstynd bund og kun kan drikke iskold Fransiskaner weissbeer til. I går var der sket et eller andet intermezzo med tomatsovsen og en saltbøsse, og fyldet smagte af dåse. Men udsigten var pæn.

Det begynder at ligne en rejsedagbog, det her. Det er ikke meningen. Men vi grinede af de løbere, der løb modsat alle de andre på vejen ud af byen, og især ham, der spurgte os, der sad på tavernaen om vej; og det er svært at skrive om noget der rent faktisk skete og ikke bare dannes inde i mit hovede.
Så spiste vi en is af bæger og fnisede over Italienere med hatte og skingre fløjter, der var mere optagede af at lede trafik end de løbere, der mirakuløst nok var endt det rigtige sted.

Man lever her, det er godt. Alt er godt.

..

Det næste jeg tænker på er, hvordan jeg kommer videre herfra. Man lever også hjemme i Gentofte og omegn. Man slår hinandens græs og man står tidligt op og tager på arbejde. Hvis man har, og det har de fleste der, trods alt. Også mig, selvom jeg ikke vil have det jeg har.

Hvad er det jeg skal spørge om, for at få det gode svar?

Hernede

Vi holdt søndag i dag og fri, og lavede mindre ingenting end ellers, nu det er ferie. Bortset fra at handle i butikken vi altid handler i, fordi man der kan få det meste. Og der var Italienere, der søndagshandlede det, de manglede, og en familie, der sprang så åbentlyst over os i køen, at jeg viftede dem helt hen foran mig, lidt for at vade i det og lidt fordi det jo ingenting gjorde, for tid har vi nok af, hernede.
Og nu drikker vi os småfulde i GTs af Hendricks og jeg har et tæppe om tæerne, fordi temperaturen fadt fra 33 til 23C og dét er jo koldt.

Belladinottenerne er sprunget ud, som altid nu solen er ved at være væk. Natteblomst i orange og pink.

I morgen skriver jeg igen. Og tager sol og armbøjninger, som jeg lovede mig selv at gøre. Ikke fordi jeg ved om det virker eller er det rigtige at gøre, men fordi det er hvad jeg kan finde på.
Hernede.

Grøn

Regnen har vækket græshopperne, der har sat sig i det kirsebærtræ jeg sidder under. Hvid støj, der næsten holder alt andet ude.

De siger, det er byen smukkeste have, fortalte dem, vi spiste pizza hos forleden. “De” var nogle af de lokale, de kendte. Hende, der har det lille B&B ved hospitalet. Eller noget i den stil.

Der er ellers mange af dem, mærkeligt nok. Haver. Byen er bygget på en klippetop, og består af huse, der står så tæt, at de er groet sammen, så hele byen er én stor sammenhængende masse af mursten, mørtel og klippegrund. Alt er forbundet med alt og intet står alene. Charmerende og anmasende på én gang.

Indimellem det hele, er der klemt haver og grønt ind, på pletter, der ikke helt er store nok. Nogle af dem er tæt pakket med krukker og ampler og smalle trug, fyldt med pelagonier, lavendler, og alt mulig andet, jeg ikke kender navnene på. Små popler og citron- og oliventræer i kasser. Vinranker og højrøde trompetformede blomster, der vælter ud over mure og af sprækker. Krukker med grønt fyld, klemt ind på smalle hylder i mure og stablet i porte.

Andre steder er haverne forladte og overgroede med slyngplanter og træer, der skulle være beskårede for år tilbage. Grønne fangarme presser sig ud gennem frønnede trædøre, med rustne beslag og sindrige låsesystemer, så ingen kan kommer hverken ind eller ud, uden netop at skulle bryde gennem træet.

Sommerfuglene er vendt tilbage fra deres regnvejrsskjulested og det ringer for ørene, når græshopperne med ét stopper deres larm.

I baggrunden

Hun prøvede at spørge, fordi hun så gerne vil have et svar.

Der var en flue, der fløj rundt i stuen. Cirklende summen. Det gjorde ikke noget, men hun bad den alligevel gå. “Gå” tænkte hun. Og spurgte så, fordi hun så gerne vil vide. Fortæl mig. Og så vidste hun, at hun ikke vidste, hvad hun spurgte om.

Jeg kan tælle 7 eller 10 sommerfugle på lavendelbusken lige nu. De fleste er hvide, men to af dem er gyldne med brune tegninger.

I de bøger jeg læser, er plottet så åbentlyst af jeg ikke behøver læse dem færdige. Jeg gør det alligevel, måske fordi jeg håber på, at det er noget andet, der sker.

Hun spurgte alligevel. Floden forsvandt, eller var der egentlig slet ikke i dag, der var bare hende alene i mørket og så hendes spørgsmål uden retning. Fortæl. Mig. Nu.
Hvis nu jeg går ned af trappen og åbner døren, tænkte hun; så er der måske noget dér der lyser på spørgsmålet eller et svar.

Nu rumler det i himlen. Tordenregn på vej. Hvor går sommerfuglene hen når det regner?

Døren var af mørkt metal og bag den var der en solbeskinnet gyde. Okkergyldent murværk i en kurve omkring hende. Det, der var fremad var lukket med en plan solvarm mur. Ingen trappe op, ingen ny dør, bare mur. Hun lagde hænderne på muren og tænkte med et smil om den så ville ændre sig. Mure ændrer sig ikke ved berøring, hun vidste det godt, og følte sig fjollet. Men den var lun at røre ved.

Så kaldte stemmen hende tilbage og hun havde mere lyst til at blive, for at finde vejen videre derfra. Ingen trappe ender bare med en dør i metal og en solvarm gyde. Da hun vendte sig mod trappen og vejen ud, anede hun en smal åbning skarpt til venstre for døren til trappen. Skjult af skyggen og overdøvet af solskinnet på muren. Men stemmen kaldte stærkere og hun gav slip på tanken.

Fluen forsvandt da jeg bad den om det. Sært tilfælde.

Problemet med lavendler

På græsset står der tre grønne klapstole, af den franske cafe-type. Metalstel og smalle træstave som ryg og sæde. Træet er mørnet og enkelte stave er helt væk. Rådne stole, bogstavelig talt.

Jeg har valgt et kirsebærtræ som skygge. Og en stol, der virker solid. Det trives ved den milde sommer, kirsebærtræet, og har grønne blade, modsat sidste år, hvor det blev mere og mere gult, som de hede dage, åd vandet i jorden.

Det lykkedes mig ikke, at tage et billede hvor man kunne se en sommerfugl i luften. Mit kamera er for langsomt, så de lignede bare utydelige totter af papir, svævende ubestemmeligt hen over bleglilla lavendel. Jeg kan ikke huske om lavendelbuskene er nogle min mor selv har plantet. De står langs stien, i et smal bed op mod en lav mur, der støtter den øvre del af haven. Problemet med lavendler i dette klima er, at de vokser sig gigantiske og krogede og ud af enhver yndefuldhed, de måtte have haft som små sarte stiklingeformeringer. Stokkene vrider sig, som rynkede arme på en gammel kælling, ud af deres bed og ender i en tætgrenet trævlet dusk med matgrønne blade på oversiden af det brune, og de lange stilke med bleglilla blomster øverst. Det pæneste ved lavendler her, er den måde de duver i vinden og sommerfuglene og bierne, der flokkes om dem.

Vinden er nærmest kølig, og jeg venter på regnen.