Det er mig, der er den voksne nu

Så siger man nåehh til sig selv, og får voksenstemmen på. Det er ok, siger man og krammer sig selv inden i. Så smiler man lidt, for at overbevise sig om at det virkelig ER ok, og voksenstemmen trøster videre. Se, det er ok. De andre smiler, du smiler, alle hygger sig. Siger voksenstemmen, der trøster inden i. Og man tror på det, og retter ryggen og lader som om, for der er ikke andet at gøre og det er dig, der er den voksne nu.

Måske indtil de nævner det flere uger, måneder eller år senere og man opdager revner i det, der var og at det ikke var særlig ok, selvom det lignede at det var. Og at man allerede dengang græd, bag det hele. Uden at voksenstemmen lod sig mærke med det.

Måske lærer jeg det en dag. Når jeg finder ud af præcis hvad det er jeg skal lære.

Skriv et svar