Det er mig, der er den voksne nu

Så siger man nåehh til sig selv, og får voksenstemmen på. Det er ok, siger man og krammer sig selv inden i. Så smiler man lidt, for at overbevise sig om at det virkelig ER ok, og voksenstemmen trøster videre. Se, det er ok. De andre smiler, du smiler, alle hygger sig. Siger voksenstemmen, der trøster inden i. Og man tror på det, og retter ryggen og lader som om, for der er ikke andet at gøre og det er dig, der er den voksne nu.

Måske indtil de nævner det flere uger, måneder eller år senere og man opdager revner i det, der var og at det ikke var særlig ok, selvom det lignede at det var. Og at man allerede dengang græd, bag det hele. Uden at voksenstemmen lod sig mærke med det.

Måske lærer jeg det en dag. Når jeg finder ud af præcis hvad det er jeg skal lære.

..

Jeg har fået foræret en aften i stilhed.

(jeg drømte underligt i nat, da jeg lå og troede jeg ikke kunne sove. Jeg sov heller ikke, men drømte alligevel. Om tal. User count og nogenogtredvetusindeethundredeellve. Noget. Workstuff.)

(hver gang jeg vendte mig, knækkede det i sengen under mig, så jeg prøvede at ligge musestille, for ikke at vække børnene og den anden mor.)

(der var en mand, der snorkede på den anden side af væggen. Det var længe efter de havde stoppet det jeg troede var en alarm, men viste sig at være noget musik fra en mobiltelefon)

Alligevel larmer det stadig i mit hovede.

Louise

Jeg kender ikke Louise. Louise tager ansvaret med et fnys, så vi andre rykker tilbage og lader hende. Louise sætter reglerne, eller forsøger på det, med skærebrændestemme og myndige tilråb. “Er der nogen der bliver tilbage, ellers låser vi af”, og uden at vente på svar, låser Louise det hele ned, for ingen sagde hende i mod og dermed er dét lov.

Louise er høj og blond. Huden ligger stramt over hendes kæbeben, og pagen slutter skarpt der, hvor halsen knækker en smule. Hendes lemmer er lange og lige, og hendes fødder stikker ud af hendes bukser, som de kun gør det hos kvinder over 1.80. Lidt fortabte over afstanden til hofterne, eller bare buksekanten, der altid er for langt oppe.

Jeg tror Louise spiller Tennis. Jeg kan forestille mig hendes lange ben i et af de dér skørter, og springende over et rødt spillefelt. Armen strakt til en serv. Louise server tit. Det ligger til hende tror jeg. Hun server, men orker ikke at vente på at bolden bliver returneret, og i stedet løber hun selv efter den.

Men jeg kender ikke Louise. For Louise behøver ikke kende mig. Louise er vandt til at være den, der server og den der fnyser ansvar fra andre, så hun ved at folk ser på hende uanset. Så Louise behøver ikke se på folk. Da slet ikke se ind i folk. Så derfor kender jeg ikke Louise, og Louise kender ikke mig.

Og jeg går, når hun fnyser ansvar på sig.

(nej, ikke dig, Louise. En af de andre Louiser der går rundt derude)