Tre

Bagved sad hende i sort. Håret var sort, tøjet sort, blikket sort og hele hendes aura så stikkende sort, at man kunne se hende, uden at vende sig om. Hun ville ikke. Det. Her.

Han ville hende, det var tydeligt, selv med ryggen til. Fremadlænet og imødekommende. Som om han ikke så hendes sorthed eller mærkede hendes kulde. Hun kiggede væk og fortrød. Også at hun var taget med. Lænede sig væk fra bordet, med den ene skulder trukket lidt frem som skjold mod hans idioti. Hun var 35 og overbevist om, at der lå noget der var bedre og ventede på hende, end friteret kalvebrissel på en firkantet tallerken. Og ham, selvfølgelig. Fortrød at hun havde … ladet ham, før de tog herhen. Hans kinder blusser rødt hen over vinen.  Nu tror han sikkert en masse. Og at der kommer mere. Hun leger med tanken om, at tage en af de andre mænd med hjem. Sådan lige foran næsen på ham. Mmmnnn… Han kommer ikke med op, det er sikkert. Idiot.

Den sidste kvinde var beige. Slut tyverne og med beige hår sat op i en lille undseelig knold. Om nogle år går hun med barnevognen på Østerbro, oo har handlet økologiske grøntsager nede hos den lille mand på hjørnet, og så skal op og koge grød af korn fra skærbæk. Fordi, det er det eneste rigtige at gøre, nu man har overskuddet til det. Og det bedste for bebs, jo.

Hendes kæreste er også beige. Tiltagende rødmen i kinderne, som middagen skrider frem, men over det hele beige. Hår, tøj, blik. Han glæder sig til de skal hjem og hvis hun vil, måske være nøgne igen. Han nyder hendes glatte lår om sine hofter, og at det ikke er så vanvittigt kompliceret, det hele. Udramatisk og nærmest forudbestemt. Men rart, jo bestemt. Beige. Beige er pænt. Den dag han fylder 54 år, undrer han sig over hvor passionen blev af, og tror han forelsker sig i den 22-årige elev på kontoret. Hun knalder ham klichéagtigt en torsdag aften i arkivrummet, så printerparpiret og en krukke med lysfaste kuglepenne falder på gulvet; og han fortryder i bilen hjem, men fortæller ingenting og alting fortsætter som det var og blev og skulle være. Rart. Og beige.

Foran var der en kvinde i grønt. Først flere glas vin senere kunne man se, at hun har været smuk engang. Som om hendes træk blev blødt op af det forsigtige lys fra pærerne bag det hvide stof under loftet, som om vinen havde afslappet dagenes bekymring og modviljen mod at være netop her netop nu.

Hendes hår nåede skuldrene og var i dyre striber, trukket om bag ørerne af en læsebrille i panden. Halvtreds år eller mere, hang fra hendes kinder og øjne; der var tegnet hårdt op med sort, i et forsøg på at markere, at de stadig var kønne. Øjnene altså. Kinderne var rosabrune af et dyrt mærke. Ligesom resten af selvskabet ved hendes bord. Dyre drenge med hustruer, uden tvivl. Ledsagere gennem er årrække og nu igen sammen. Ikke første gang, ikke sidste, men trætheden i relationen skylles rutinevandt væk, i dyr riesling og sternbiderrogn med rød grape granité, serveret i en dyb, sort stentøjsskål. Om et par timer er de på vej hjem igen. De holder i hånd i taxaen. Han læner sig lidt op af hende. Hun er stadig smuk.

2 kommentarer til “Tre”

  1. Og så var der hende med øjne der ser alt. Ikke misser en detalje. Auraen omkring hende sitrer af nærvær og kærlighed når hun kigger på ham, der sidder på den anden side af bordet…

Skriv et svar