Svaner

Jeg fik foræret en historie i dag. Måske det er dét man gør, når man er åben for verden. Når man ser og er, i stedet for at lukke af og overleve og sammenbide sig gennem timerne. Måske det er meget normalt for andre, men for mig var det en lille prikkende boble i næsen, at få en historie ved bredden af en sø i dag.

Vi havde brød med i Es lomme, og fodrede en familie af svaner, en flok måger, tusinde ænder, gæs og en taffeland, som damen med svanen fortalte den hed. Hun havde en pose med korn, som hun hældte ud i vandet; mens hun fortalte. Hun havde fundet ham i krattet en efterårssøndag, hvor han bare lå. Løftede hovedet da hun kom og hvæsede slet ikke af hende, som svaner ellers bør gøre, når mennesker kommer for nær.

Et sted ude på nettet læste jeg en gang en der skrev, at hun havde levet livet som om det skulle overstås, ikke som om det det skulle nydes. Kæft, det er banalt. Og sandt. Splinter i dine tæer, brækker lårbensknogler når jeg vender mig om og mærker efter her.

Han var skambidt af en hund. Vingen flænset og sår i hovedet. De havde siddet hele natten på vildtstationen og pillet mider ud af hans sår. Han var død hvis hun ikke var kommet forbi. Hun havde båret ham op til sin bil. De er tunge sådan nogle svaner, fortalte hun. Men det var gået.

Jeg mediterer ikke selvom jeg engang lovede mig selv at det var godt. For travlt, for lidt timer, for meget af. Noget.

De havde beholdt ham 13 dage på vildtstationen. I al den tid lå hunsvanen og græd i vandkanten. Fortalte hun. Hvordan svaner græder ved jeg ikke, men hunnen havde ventet på sin han, og de 4 unger holdt sig tæt til.

Nu fodrer hun ham hver dag, for han kan stadig ikke flyve. Fjerene vokser først ud til august, sagde hun. Men svaner bliver ikke i de søer hvor de er født. De voksne flyver med deres store unger til andre steder, så genmassen bliver spredt eller noget i den stil. Men svaner flyver i par, åbenbart og hunsvaner forlader ikke deres hanner, bare fordi verden venter; så parret blev i søen hele vinteren, og ungerne med.

Nu sner det. Før haglede det, og vi fangede de små kugler med valne hænder og grinede over at de smeltede og forsvandt. Det var efter historien om svanerne. På vejen hjem, hvor vi var lige dét. Forsvundet. Fordi det nogen gange er den bedste må at gemme sig på: at være her, i stedet for i om lidt.

De er blevet lidt sære, fortalte hun; og pegede ud på den lille familie. Blander sig ikke med de andre svaner og det er ikke godt. Men hvad kan jeg gøre andet end at fodre ham til han kan flyve og så håbe på at de selv finder ud af det?

Og mine unger kastede brød i vandet og til måger, der greb det i luften, ænder og gæs og den dér taffeland.

Og så gik vi hjem.

2 kommentarer til “Svaner”

Skriv et svar