Tre

Bagved sad hende i sort. Håret var sort, tøjet sort, blikket sort og hele hendes aura så stikkende sort, at man kunne se hende, uden at vende sig om. Hun ville ikke. Det. Her.

Han ville hende, det var tydeligt, selv med ryggen til. Fremadlænet og imødekommende. Som om han ikke så hendes sorthed eller mærkede hendes kulde. Hun kiggede væk og fortrød. Også at hun var taget med. Lænede sig væk fra bordet, med den ene skulder trukket lidt frem som skjold mod hans idioti. Hun var 35 og overbevist om, at der lå noget der var bedre og ventede på hende, end friteret kalvebrissel på en firkantet tallerken. Og ham, selvfølgelig. Fortrød at hun havde … ladet ham, før de tog herhen. Hans kinder blusser rødt hen over vinen.  Nu tror han sikkert en masse. Og at der kommer mere. Hun leger med tanken om, at tage en af de andre mænd med hjem. Sådan lige foran næsen på ham. Mmmnnn… Han kommer ikke med op, det er sikkert. Idiot.

Den sidste kvinde var beige. Slut tyverne og med beige hår sat op i en lille undseelig knold. Om nogle år går hun med barnevognen på Østerbro, oo har handlet økologiske grøntsager nede hos den lille mand på hjørnet, og så skal op og koge grød af korn fra skærbæk. Fordi, det er det eneste rigtige at gøre, nu man har overskuddet til det. Og det bedste for bebs, jo.

Hendes kæreste er også beige. Tiltagende rødmen i kinderne, som middagen skrider frem, men over det hele beige. Hår, tøj, blik. Han glæder sig til de skal hjem og hvis hun vil, måske være nøgne igen. Han nyder hendes glatte lår om sine hofter, og at det ikke er så vanvittigt kompliceret, det hele. Udramatisk og nærmest forudbestemt. Men rart, jo bestemt. Beige. Beige er pænt. Den dag han fylder 54 år, undrer han sig over hvor passionen blev af, og tror han forelsker sig i den 22-årige elev på kontoret. Hun knalder ham klichéagtigt en torsdag aften i arkivrummet, så printerparpiret og en krukke med lysfaste kuglepenne falder på gulvet; og han fortryder i bilen hjem, men fortæller ingenting og alting fortsætter som det var og blev og skulle være. Rart. Og beige.

Foran var der en kvinde i grønt. Først flere glas vin senere kunne man se, at hun har været smuk engang. Som om hendes træk blev blødt op af det forsigtige lys fra pærerne bag det hvide stof under loftet, som om vinen havde afslappet dagenes bekymring og modviljen mod at være netop her netop nu.

Hendes hår nåede skuldrene og var i dyre striber, trukket om bag ørerne af en læsebrille i panden. Halvtreds år eller mere, hang fra hendes kinder og øjne; der var tegnet hårdt op med sort, i et forsøg på at markere, at de stadig var kønne. Øjnene altså. Kinderne var rosabrune af et dyrt mærke. Ligesom resten af selvskabet ved hendes bord. Dyre drenge med hustruer, uden tvivl. Ledsagere gennem er årrække og nu igen sammen. Ikke første gang, ikke sidste, men trætheden i relationen skylles rutinevandt væk, i dyr riesling og sternbiderrogn med rød grape granité, serveret i en dyb, sort stentøjsskål. Om et par timer er de på vej hjem igen. De holder i hånd i taxaen. Han læner sig lidt op af hende. Hun er stadig smuk.

..

Det, der sker, skal ske. Ellers var der sket noget andet.

Hun fangede ogå mig et øjeblik. Magisk sætning, tænkte jeg lige som de andre kvinder sikkert. Det er længe siden nu, kan du huske dengang? På kanten til stadig at tro. Kunne se tro fra hvor jeg stod.

Det er nok også derfor at jeg gerne ville høre det, jeg troede hun sagde. At ting skete fordi der var en mening, og ikke fordi vi tog valg og især ikke fordi vi tog de forkerte. Dejligt ansvars fraskrivende.

I virkeligheden er det bare helt banal kausalitet hun remsede op. Der sker det, der sker. Hvis ikke, så sker der noget andet.

Vi har det stadig, det frie valg.

Og ansvaret.

.

Forleden, da jeg løb alene, så jeg en død svane. LIge dér hvor vejen er en bro, der deler de to halvdele af mosen op.

Den lå livløs i vandet inde i et krat. Hovedet skjult, men det var tydeligt på fjerdragten, at det var en fuldvoksen og ikke en af ungerne fra i sommer.

Det er nok et tilfælde.

Svaner

Jeg fik foræret en historie i dag. Måske det er dét man gør, når man er åben for verden. Når man ser og er, i stedet for at lukke af og overleve og sammenbide sig gennem timerne. Måske det er meget normalt for andre, men for mig var det en lille prikkende boble i næsen, at få en historie ved bredden af en sø i dag.

Vi havde brød med i Es lomme, og fodrede en familie af svaner, en flok måger, tusinde ænder, gæs og en taffeland, som damen med svanen fortalte den hed. Hun havde en pose med korn, som hun hældte ud i vandet; mens hun fortalte. Hun havde fundet ham i krattet en efterårssøndag, hvor han bare lå. Løftede hovedet da hun kom og hvæsede slet ikke af hende, som svaner ellers bør gøre, når mennesker kommer for nær.

Et sted ude på nettet læste jeg en gang en der skrev, at hun havde levet livet som om det skulle overstås, ikke som om det det skulle nydes. Kæft, det er banalt. Og sandt. Splinter i dine tæer, brækker lårbensknogler når jeg vender mig om og mærker efter her.

Han var skambidt af en hund. Vingen flænset og sår i hovedet. De havde siddet hele natten på vildtstationen og pillet mider ud af hans sår. Han var død hvis hun ikke var kommet forbi. Hun havde båret ham op til sin bil. De er tunge sådan nogle svaner, fortalte hun. Men det var gået.

Jeg mediterer ikke selvom jeg engang lovede mig selv at det var godt. For travlt, for lidt timer, for meget af. Noget.

De havde beholdt ham 13 dage på vildtstationen. I al den tid lå hunsvanen og græd i vandkanten. Fortalte hun. Hvordan svaner græder ved jeg ikke, men hunnen havde ventet på sin han, og de 4 unger holdt sig tæt til.

Nu fodrer hun ham hver dag, for han kan stadig ikke flyve. Fjerene vokser først ud til august, sagde hun. Men svaner bliver ikke i de søer hvor de er født. De voksne flyver med deres store unger til andre steder, så genmassen bliver spredt eller noget i den stil. Men svaner flyver i par, åbenbart og hunsvaner forlader ikke deres hanner, bare fordi verden venter; så parret blev i søen hele vinteren, og ungerne med.

Nu sner det. Før haglede det, og vi fangede de små kugler med valne hænder og grinede over at de smeltede og forsvandt. Det var efter historien om svanerne. På vejen hjem, hvor vi var lige dét. Forsvundet. Fordi det nogen gange er den bedste må at gemme sig på: at være her, i stedet for i om lidt.

De er blevet lidt sære, fortalte hun; og pegede ud på den lille familie. Blander sig ikke med de andre svaner og det er ikke godt. Men hvad kan jeg gøre andet end at fodre ham til han kan flyve og så håbe på at de selv finder ud af det?

Og mine unger kastede brød i vandet og til måger, der greb det i luften, ænder og gæs og den dér taffeland.

Og så gik vi hjem.

Jeg læser om forhandlingsmetodik og teori, og ser ikke meningen bag ordene eller glæden i dybderne. Ser slet ikke dybderne hvis ellers de er der, og heller ikke alle ordene.

De er der dog. Noget fylder på det hvide flimmer.