Forår

Frysende årstid, ikke? Altid fuld af koldstarter og nakkehår der bliver trukket ud i totter. Gad vide om det altid er dér, ting er begyndt forfra, eller om det er noget jeg bilder mig ind.

Jeg sad engang en martsdag på Assistens og hørte en mand rive et sted bag nogle træer.

Jeg var knust over en mand, der ikke ville mig, og det sjove er, at jeg i dag ikke kan huske hvem dét var. Kun at det var marts, at solen skinnede og at jeg havde en læderjakke på, der var lidt for tynd til marts. Og krokus.

Nu jeg tænker efter, tror jeg det var mine børns far. Længe før vi købte bil og hus og blev gift og fik børn og blev skilt igen; og jeg tænkte kun på det fordi jeg sad i solen i dag, i hjørnet på min trappesten og solen groede fregner på min næseryg.

Det var også dér jeg sad, dengang jeg sad og bare sad. En mor til et barn i Ts klasse spurgte om jeg havde været på ferie, fordi jeg så så solbrændt ud. Det må have været i april det år. Eller maj. Det havde jeg jo ikke, men jeg svarede ja, det kan man godt kalde det. Fri hvertfald. Syg nok til at sidde på trappestenen hver dag, når solen når derom.

Jeg savner sært nok de dage jeg havde dengang. Solen gennem støvet og sne der smeltede. Langsomme formiddage og stille vægge.

 

Skriv et svar