Det er dér, vi skal nå til

Det er ved at blive lyst når vi står op om morgenen, har du set det? Dagen er tiltaget med 4 timer og det er nok til, ikke længere at tælle.

Det er dér jeg vil hen. Der hvor jeg ikke længere behøver at tælle.

Forår

Frysende årstid, ikke? Altid fuld af koldstarter og nakkehår der bliver trukket ud i totter. Gad vide om det altid er dér, ting er begyndt forfra, eller om det er noget jeg bilder mig ind.

Jeg sad engang en martsdag på Assistens og hørte en mand rive et sted bag nogle træer.

Jeg var knust over en mand, der ikke ville mig, og det sjove er, at jeg i dag ikke kan huske hvem dét var. Kun at det var marts, at solen skinnede og at jeg havde en læderjakke på, der var lidt for tynd til marts. Og krokus.

Nu jeg tænker efter, tror jeg det var mine børns far. Længe før vi købte bil og hus og blev gift og fik børn og blev skilt igen; og jeg tænkte kun på det fordi jeg sad i solen i dag, i hjørnet på min trappesten og solen groede fregner på min næseryg.

Det var også dér jeg sad, dengang jeg sad og bare sad. En mor til et barn i Ts klasse spurgte om jeg havde været på ferie, fordi jeg så så solbrændt ud. Det må have været i april det år. Eller maj. Det havde jeg jo ikke, men jeg svarede ja, det kan man godt kalde det. Fri hvertfald. Syg nok til at sidde på trappestenen hver dag, når solen når derom.

Jeg savner sært nok de dage jeg havde dengang. Solen gennem støvet og sne der smeltede. Langsomme formiddage og stille vægge.

 

Engle

Hun samler på engle. Stuen, der er tæt af bøger, vaser, vedhæng fra kroge i loftet, ure og manglebrædder af træ der hænger på væggene, gemmer et utal af engle blandt det hele. Jeg spurgte hende hvor mange hun havde, men hun vidste det ikke. Mange, var svaret.

Den der hænger her, er min skytsengel, fortalte hun. Og pegede på en flad engel i pap beklædt med cremefarvet stof broderet med blomster og noder i guld. Der ligger nok en melodi i broderiet, og den er sikkert ikke et tilfældigt valgt, af hvem der end har lavet den. På bagsiden var der sat vinger på i guldfarvet tyl, og den hang i en snor sat fast i en lille metalglorie.

Den hang på lampen over hendes plads i sofaen.

Så kan den passe på mig, sagde hun. Det har den gjort i 35 år nu.

Jeg har smidt ting ud, fordi de var fyldt med gamle historier; måske hun gemmer på dem af samme grund. Men selv om jeg smider ud, ligger der noget, der spærrer for vejen frem.

Spørgsmålet er, om jeg skal smide flere ting ud, eller begynde at se mig om efter englene.