psykosomatisk forhindringsopstilling

Nogle gange tykner ordene og sætter sig som små klumper i hals og mave og vil ikke ud.

Og nogle gange vågner jeg med ømhed i kæben, fordi jeg i søvne har skåret tænder eller bare bidt sammen. Om hvad ved jeg ikke.

Åbner vi for bylden vælter det ud som materie, og giver mere kvalme end forløsning; så det er vel derfor at jeg helst lader være. Hovedpine bringer os ikke videre. Mig videre.

Hvad der så gør ved jeg stadig ikke. Der er sikkert et mønster i, ikke at ville hjælpes. Ikke at kunne hjælpe sig selv. Hjælpeløsheden som identitet.

Måske det bare er fordi det stadig er vinter, selvom januar endelig gav slip.

3 kommentarer til “psykosomatisk forhindringsopstilling”

  1. Mønstre forbliver mønstre indtil vi ændrer dem… Men vejen dertil er ofte forbandet svær at finde. Jeg fristes til at sige Ugh! men nøjes med at viske det lige så stille og sende læssevis af kram i din retning.

Skriv et svar