Det, at vide

Fryser du? Vil du så ikke sidde herovre hvor der ikke er træk fra vinduet?

Tak, søde børnepsykologoverlæge, men jeg ryster ikke af kulde, men af skræk. Angst for hvad du fortæller mig om lidt.

Det sagde jeg ikke, jeg rystede bare på hovedet, så på hendes grå sweater, og gad godt selv have sådan én at gemme mig i, nu dommen kom.
På et tidspunkt, da jeg spurgte om noget jeg har glemt nu, trak hun et lilla tørklæde frem fra trøjen og gemte hagen i det. Befriende lille overspringshandling midt i alt det seriøse.

Men hun sagde ikke noget jeg ikke selv kunne have sagt. Har sagt. Ingen diagnose. Kun enkelte træk, der hælder mod autisme, men summen og konklusionen, er et kvikt hoved, et umodent følelsesliv, og en adfærd i skolen, der er præget af knubs. Alt sammen ting, der kan støttes, hjælpes og krammes væk.

Jeg frøs stadig da jeg kørte hjem.

Men nu ved vi.

Én kommentar til “Det, at vide”

Skriv et svar