Med skyld

Hendes nervøsitet afspejler din. Hendes bekymring din angst for at være bange. Frygten for at stå rystende tilbage når alle de andre er kørt med lyntog, damplokomotiver og firetog. Fordi du er bange for at være for bange, for lille, for svag. Hun legemeliggør din frygt for at være kedelig og grå, ved at gå i ét med dørkarme og gulvtæpper, hun puster din angst for at lyde kedelig op, ved at holde enetaler om så uinteressante ting, at det gør ondt i dine knæ og din kæbe undervejs.

Og derfor pisker hun dit pis i kog, og du lammetæver hende verbalt, og næsten fysisk for at få din egen frygt til at forsvinde. Du hader hende og alt det hun gør, med en intensitet, der har rødder ældre end havet og suger sin kraft fra tusinde hånlige ord fra andre til dig selv, og fra århundredes stræben efter, ikke at være som alle dem vi ligner allermest.

Undskyld på forhånd, og ud i al den fremtid, du endnu ikke har lært at styre, og hvor du endnu ikke har kappet rødderne til det, der var og ikke længere er dig.

2 kommentarer til “Med skyld”

Skriv et svar