Tak, skyer

… og januar kvitterede med den smukkeste pastelfarvede solopgang.

(sikke da noget vås. Romantiseret følelsesladning ind i noget, der bare er tiden der går og naturen der vipper lidt med sine lillefingre. Menneske-trang til forklaringer og mytologisering af det vi ser, viklende os selv rundt om sig selv, så vi glemmer, at vi skal op og på arbejde igen på mandag.)

Jeg kan ikke vågne de her mørke morgener. Juleferien har hevet mig ned i en anden tidszone, og jeg diskuterer hvæsende med mig selv, hvor meget jeg spilder min tid, ved at først vågne klokken 8.

Men himlen var smuk og lyserød lige før, nu er den bare smuk. Tak, skyer. Som om det rager dem.

Skriv et svar