..

og så drikker man kaffe fordi
der ikke er andet til
at afbryde

Det, at vide

Fryser du? Vil du så ikke sidde herovre hvor der ikke er træk fra vinduet?

Tak, søde børnepsykologoverlæge, men jeg ryster ikke af kulde, men af skræk. Angst for hvad du fortæller mig om lidt.

Det sagde jeg ikke, jeg rystede bare på hovedet, så på hendes grå sweater, og gad godt selv have sådan én at gemme mig i, nu dommen kom.
På et tidspunkt, da jeg spurgte om noget jeg har glemt nu, trak hun et lilla tørklæde frem fra trøjen og gemte hagen i det. Befriende lille overspringshandling midt i alt det seriøse.

Men hun sagde ikke noget jeg ikke selv kunne have sagt. Har sagt. Ingen diagnose. Kun enkelte træk, der hælder mod autisme, men summen og konklusionen, er et kvikt hoved, et umodent følelsesliv, og en adfærd i skolen, der er præget af knubs. Alt sammen ting, der kan støttes, hjælpes og krammes væk.

Jeg frøs stadig da jeg kørte hjem.

Men nu ved vi.

Jeg skal dø

Jeg bekymrer mig. Jeg kan bare ikke sætte fingeren på over hvad. Så nu tror jeg, at jeg lider af uopdagede kræftsvulster og skal dø lige om lidt.

Jeg kan høre ekkoer af min mors let hånlige snøften.

Du er ikke syg, Line; det er bare dig, der er sløv. Tag dig sammen.

Men jeg skal dø. Nok ikke lige nu eller på vej hjem om 8 timer, men et sted herfra og om 60 år. Eller 70. Og jeg kan ikke se hvad mening jeg skaber i dét her øjeblik jeg har før det sker, og det får mig til at rulle mig sammen som en lille værkende klump. Mentalt hen over dagen og om natten i hjørnet af mig seng. Apatisk vuggende selvsving.

Måske det bare er januar. Overskudsædende mørkemåned.

 

..og det var så lørdag

I morgen kommer søndag, så mandag og så er det april. Og sommer og vinter og forår igen.

Hvad nu hvis.

Hvad nu, hvis vi rev et stykke af tiden og fandt ud af hvad det er, vi skal have ud af det vi er blevet givet? Hvad nu hvis vi tager de sidste halvtreds år vi har og bruger dem til noget der har betydning? Udover at sætte vores børn så fast på jorden, at de tilsidst kan gå selv og gøre det samme som os. Igen og igen og igen.

Hvad nu hvis vi rev en strimmel af året og satte os med solen i ryggen og tæer i sand, og dét fandt mening?

Hvor ondt ville det gøre?

Mon?

Babe Ruth

Min baby tager form lige så stille. Jeg tror endnu ikke at der er nok substans i den til at jeg kan leve af det alene, men den er der, og den ligner noget der kan leve uden for den kuvøse den ligger i nu.

Jeg ved ikke helt endnu hvad der er for en skabning eller hvad den ender med at ligne; kun at den nu har en arm som jeg kan holde i – og starter med.

Sætter websider op om aftenen i min sofa. Arbejder parallelt på dét svendestykke der skal sætte mig på banen, så jeg har et visitkort der kan bruges til at få kunder ind. Arbejder gratis for at lære og bygge viden op. Strukturerer styremekanismen og udtænker nye arme og måske også ben til barnet.

Kan den gå om et år overstiger det alle forventninger.

Med skyld

Hendes nervøsitet afspejler din. Hendes bekymring din angst for at være bange. Frygten for at stå rystende tilbage når alle de andre er kørt med lyntog, damplokomotiver og firetog. Fordi du er bange for at være for bange, for lille, for svag. Hun legemeliggør din frygt for at være kedelig og grå, ved at gå i ét med dørkarme og gulvtæpper, hun puster din angst for at lyde kedelig op, ved at holde enetaler om så uinteressante ting, at det gør ondt i dine knæ og din kæbe undervejs.

Og derfor pisker hun dit pis i kog, og du lammetæver hende verbalt, og næsten fysisk for at få din egen frygt til at forsvinde. Du hader hende og alt det hun gør, med en intensitet, der har rødder ældre end havet og suger sin kraft fra tusinde hånlige ord fra andre til dig selv, og fra århundredes stræben efter, ikke at være som alle dem vi ligner allermest.

Undskyld på forhånd, og ud i al den fremtid, du endnu ikke har lært at styre, og hvor du endnu ikke har kappet rødderne til det, der var og ikke længere er dig.

På den ny planet

Vi har tømt hans hus. Næsten. Nok til at det nok er sidste gang jeg er der.

Spist en pizza og tømt fryseren ned i en sæk, der blev sat ud til resten af storskraldet, hvor en seddel på maven af en gine, fortæller at det er storskrald. Ting fattigere og om lidt et hus mindre i regnskabet.

Det er anderledes, end dét, der var.
Det er godt.