småkager

De siger at alt det der kradser, nok mest kradser hos mig selv. Dig selv. De siger at det, der genererer energi, er mønstre i en selv.

Hun havde taget kager med i går. Julekager, lidt utraditionelle, sagde hun, men der var skam også styr på de traditionelle. Fire slags. Jojo. Det hørte jo med, selvom det var et mas at nå det hele. Og vanillekranse.

(min mor fnyste engang over at en højtstående finansmand var citeret i en artikel i Berlingeren for at han stod op hver morgen kl 7 og spillede badminton. Som om dét var noget? Så skulle han bare spille overskudssmart og spille badminton hver morgen for at vise at han var noget. Måske han bare kolliderede med hendes kurs. Måske dét at bruge tid på sig selv hver morgen ikke harmonerede med dét hun havde lært var rigtigt, men samtidig ekkoede i dét hun havde lyst til at gøre. Eller måske bare skubbede til følelsen af at hun ikke gjorde NOK for at være ok. Det ramte uanset. Noget. Jeg tror ikke, manden var den idiot, hun så.)

Når hun kommer ind om morgenen puster hun ud med en lang sivende lyd. Fortæller om det, der nu er gået galt eller plager hende. Kulden, de manglende vinterdæk. Vanten hun har tabt, eller den manglende knap. Møder indkaldt af hende-i-ved-nok, der er så trættende at høre på.

De var blevet rystet lidt sammen på vej til arbejde, kagerne. Det var noget værre noget og klistret sammen var de også. To af dem. Puh da. Gad vide om de stadig kan spises, men de ser da fine ud. De var så gode i går, da de var nybagte og datteren havde næsten fået lov til at være med. Hun sviner jo sådan, så det ikke er til at holde ud at have hende i køkkenet. Mel over det hele.

Så puster hun ud i en så lang bevægelse, at jeg får åndenød ved tanken.

Alle skulle smage. ”Er du på skrump?” hvis man sagde nej tak. De smagte af mandel, mel og sukker. Smør. Det var fint, de var fine. Lidt bløde men fint, jojo. Alt er fint.

Det jeg ikke har luret er hvorfor jeg bliver så arrigirriteret over en stak skide småkager. Og de lange suk.

Skriv et svar