..

Vi udfylder spørgeskemaer og jeg skifter mellem at stikke fingrene i ørene og tavst råbe lalalala, og kæbekrampende kompensere, gribe, udrede og dele af mig.

Forældreintra fnyste “det må stoppe” og “den slags går jo ikke i et fællesskab” fra klassens nye lærer, og jeg bliver træt ind i knoglerne af at (på søns vegne) blive skuet på håret pr automatik, for det nemmeste er jo når det er den i selvforsvar vredt vrængende unge, der bærer skylden og vi kender jo alle Jannik fra klassen, der kastede med stole når det subtile sociale spil stak ham for hårdt i mindreværet og hvor er forskellen fra dengang i start firserne og børn af i dag?

Uanfægtet deraf svarer vi på spørgeskemaer, så vi er klar til næste hug på onsdag, og når jeg ser på mit lille store brunøjede barn, kommer jeg igen i tvivl om det er noget mere, eller om det ikke bare er et begavet barn der er i klemme i sin egen sociale inkompetance og egne store krav til hvad han  burde kunne.

Skriv et svar