Jeg hader ikke julen

..og så sidder vi dér og prøver at undgå at hade julen. Det er der ellers mange der gør, hvis man skal tro på twitter og juletraumer delt. Jeg hader ikke julen. Jeg hader kun tomheden i det materielle begærs øjne, og min søsters glasur af Rungsted og sølvkrukker, købt for kærestens penge, og til at hygge lidt i hans hus, der nu er til salg. Eller hvad det nu var, hun fortalte, da hun sad i mit husly, selveste juleaften, fordi Lolland med selvsamme mand og hans børn, var for langt og for meget, og alene hjemme, nok for dårligt for ryet i al almindelighed. Måske.

Eksmanden havde ikke betalt børnepenge for november og det var jo for dårligt, nu hendes lederløn både skulle dække realkreditlånet i Rungsted, den sølvfarvede capriolet og datterens 7000 krs danseundervisning plus transport. Et “alle zoner”s kort, selvfølgelig. Og “hvad er det du har dér i vindueskarmen, Line? En kirkegård for planter?”

Hun giver mig stramme mundvige og det er slet ikke julen jeg hader, bare dét, at jeg ikke mente jeg kunne lade være med at invitere, nu min mor spurgte om, selvom hun heller aldrig inviterer mig til noget (for noget); og at jeg derfor gik med på, at vi hver især købte gaver fra hinanden til egne børn. Hej, hej materialisme. Handler det om at give, eller om at få? Også for mig selv?

Hvad er det, der peger på mig, nu jeg reagerer så stærkt på hendes?

Og så sidder vi her og undgår at hade julen, fordi det jo mest handler om at mødes og ses, og have de her lange dage, hvor det aldrig bliver lyst og man derfor ikke behøver at tage rigtigt tøj på. Eller stryge sit hår.

Smak!

Min stol piver når jeg bevæger mig i den. Min kollega fniser hver gang min stol piver. “Hihi”, siger hun; ”det lyder som om, den er ked af det.”
Hver gang jeg bevæger mig. “Hihi.”

Og hun taster med fingerspidser og dinglende øreringe, trækker vejret for meget og jeg trænger vist til ferie.

(Jeg foreslog at hun satte musik i sine hovedtelefoner. Undskyld. )

Undskyld.

småkager

De siger at alt det der kradser, nok mest kradser hos mig selv. Dig selv. De siger at det, der genererer energi, er mønstre i en selv.

Hun havde taget kager med i går. Julekager, lidt utraditionelle, sagde hun, men der var skam også styr på de traditionelle. Fire slags. Jojo. Det hørte jo med, selvom det var et mas at nå det hele. Og vanillekranse.

(min mor fnyste engang over at en højtstående finansmand var citeret i en artikel i Berlingeren for at han stod op hver morgen kl 7 og spillede badminton. Som om dét var noget? Så skulle han bare spille overskudssmart og spille badminton hver morgen for at vise at han var noget. Måske han bare kolliderede med hendes kurs. Måske dét at bruge tid på sig selv hver morgen ikke harmonerede med dét hun havde lært var rigtigt, men samtidig ekkoede i dét hun havde lyst til at gøre. Eller måske bare skubbede til følelsen af at hun ikke gjorde NOK for at være ok. Det ramte uanset. Noget. Jeg tror ikke, manden var den idiot, hun så.)

Når hun kommer ind om morgenen puster hun ud med en lang sivende lyd. Fortæller om det, der nu er gået galt eller plager hende. Kulden, de manglende vinterdæk. Vanten hun har tabt, eller den manglende knap. Møder indkaldt af hende-i-ved-nok, der er så trættende at høre på.

De var blevet rystet lidt sammen på vej til arbejde, kagerne. Det var noget værre noget og klistret sammen var de også. To af dem. Puh da. Gad vide om de stadig kan spises, men de ser da fine ud. De var så gode i går, da de var nybagte og datteren havde næsten fået lov til at være med. Hun sviner jo sådan, så det ikke er til at holde ud at have hende i køkkenet. Mel over det hele.

Så puster hun ud i en så lang bevægelse, at jeg får åndenød ved tanken.

Alle skulle smage. ”Er du på skrump?” hvis man sagde nej tak. De smagte af mandel, mel og sukker. Smør. Det var fint, de var fine. Lidt bløde men fint, jojo. Alt er fint.

Det jeg ikke har luret er hvorfor jeg bliver så arrigirriteret over en stak skide småkager. Og de lange suk.

..

Vi udfylder spørgeskemaer og jeg skifter mellem at stikke fingrene i ørene og tavst råbe lalalala, og kæbekrampende kompensere, gribe, udrede og dele af mig.

Forældreintra fnyste “det må stoppe” og “den slags går jo ikke i et fællesskab” fra klassens nye lærer, og jeg bliver træt ind i knoglerne af at (på søns vegne) blive skuet på håret pr automatik, for det nemmeste er jo når det er den i selvforsvar vredt vrængende unge, der bærer skylden og vi kender jo alle Jannik fra klassen, der kastede med stole når det subtile sociale spil stak ham for hårdt i mindreværet og hvor er forskellen fra dengang i start firserne og børn af i dag?

Uanfægtet deraf svarer vi på spørgeskemaer, så vi er klar til næste hug på onsdag, og når jeg ser på mit lille store brunøjede barn, kommer jeg igen i tvivl om det er noget mere, eller om det ikke bare er et begavet barn der er i klemme i sin egen sociale inkompetance og egne store krav til hvad han  burde kunne.