Plantemanden

Jeg ved ikke hvor tit han kommer, men han er kommet her tit nok og gennem lang nok tid til, at jeg kan kende ham og ved hvad han laver her. Han vander planter. Og nipper dem for visne blade.

I grønne arbejdsbukser og en grå skjorte. Han ser flink ud. Roligt ansigt og kortklippet mellemblondt hår, der får mig til at tænke, at han nok har gråblå øjne.

Han vander planten i min vindueskarm, og nipper plade fra palmen på gangen. Stille og uden at forstyrre synderligt.

Nogle gange kommer han, når jeg er ved at drukne i Excel eller politiske beslutninger, og så ønsker jeg, at jeg var ham. At min hverdag var, at gå rundt på gange i glasbygninger og vande planter.
Zen, og kunsten at nippe de rigtige blade. Sikke meget bonzai jeg kunne producere.

Men vi ikke ser ham, og han ser ikke os. Som om vi færdes i to forskellige virkeligheder parallelt. Rengøringsdamen med tørklædet om hovedet, hilser jeg på hver morgen; den søde ældre mand, der henter kaffe, papirvarer og vand, joker jeg med og griner til, og med, som regel. Men manden med vandkanden ser mig ikke og jeg ikke ham. Vi går til side for hinanden på smalle gange, men uden smil og nik og genkendelse.

Og alligevel har vi arbejdet side om side i henved tusinde år.

Jo, jeg spekulerer da også over, om ideen at alting vil blive bedre hvis vi starter vores eget, bare er en illusion og naiv eskapisme.

November er så smuk, fuld af skråt lys og dryppende blade, og himlen lidt over 8 er så skærende dyb, at jeg nyser af kildren i næsen. November giver mig lyst til meloromantiske indlæg. Til at svælge i dybt savn og længes efter lykken. November er skabt til vemod og afsked med det, der var og det der aldrig blev.

Men jeg har brugt dagen på at lære nyt, og få banket et grundlag på plads, jeg har bygget på siden maj. Jeg har forstået komplexiteter og bygget overblik. Brugt mit intellekt, så jeg blev høj af det.

Og jeg har brugt weekenden på, at hælpe med at rydde min kærestes hus; der så blev solgt. Så nu flytter han ind her. Med børn und alles. “Vi skal huske at få legoet med”, var knægtens første kommentar, efter: “fedt“.

Største udfordring efter at huske at købe mælk nok er; at ingen af vores biler er store nok til, at vi kan være der alle seks på én gang.

Og jeg vågner hver morgen krøllet ind i ben og arme, og det føles så endegyldigt rigtigt, fordi det er det. “På resten af livet”-måden.

Så november må passere uden meloromantisk dryppende savn. For jeg savner kun lyset, der svinder, og det ved jeg kommer igen, på den anden side af i år.

Stigmatisering

Regitze fejrer at det er et år siden hun stille, sydende, sank ned fra sin hest. På mødet lige før med hende fra vores reseller og drengene fra IT, jokede de alvorligt over det med at “folk chekker deres mail som det sidste inden de går i seng og det første når de står op”. Genkendende nik bordet rundt, på nær fra M. jojo, sådan er det jo.

Hvad med dig, Line; gør du også det?

Nej.

Var lige ved at tilføje at jeg har lært det på den hårde måde, men jeg deler ikke meget ud af den historie mere. Jeg er stadig angst for stigmatiseringen og jeg tror stadig jeg bærer skyggen og brændemærket i panden.

Det er nok bare noget jeg tror. At jeg føler mig tilsidesat i organisationen er nok mere et spørgsmål om, hvem der er hvis børn, men jeg er holdt op med at fortælle min historie.

Det jeg skrev dengang har jeg samlet så E kunne læse det. Han mente jeg skulle udgive det, men jeg tror ikke der er et marked for klynk, selvom det er klynk over tidens trend.

Jeg tog hjem efter mødet hos IT. For at undgå at køre tilbage til kontoret for blot en time, men også fordi T stadig er syg. Han ser TV og tygger sig gennem den madpakke jeg nåede at smøre til ham i morges. Sov da jeg kom hjem, så helt rask har han ikke været.

Og så fordi jeg har forbandet svært ved at koncentrere mig for tiden. Rastløs demotiveret.

Mit skriv er nok mere en historie om dekonstruktion af selvopfattelse end om stress. Eller også har jeg glemt hvad jeg skrev. Måske jeg skulle lægge det herud. Måske jeg bare skal tie skyggen ihjel.

Mening

ufatteligt som ens basismotivation kan smuldre af at blive råbt af på vej på arbejde.

(Jeg holdt og ventede på at køre ud fra benzintanken. Skulle til venstre. Trafik. Ventede og trillede så langt ud jeg kunne, for at kunne se mest muligt og bedre vurdere hullerne i biltrømmmen. Så kom der en løber på fortovet fra venstre. Jeg havde jo set hende, men så den andn vej da hun nærmede sig. Jeg holdt så langt fremme at hun skulle ud på cykelstien for at passere. Min fejl. Der var ingen cykler. Der var ingen andre fodgængere. Men det var nok til at hun råbte af mig, damen i løbetøjet. Uro i karmabalancen.)

Måske den allerede var smuldret og kun ventede på et puf, måske det bare er hormoner.

Men mest tror jeg, at jeg trænger til at give mening. Tilføje mening. Andet end at skubbe små linier rundt i excel-ark.

Ting

Hun taster med spidsen af pegefingrene, og spørger om jeg har haft en god weekend. Fortæller selv om sin mand, der blev syg og kastede op søndag morgen, og det var jo trist, nu de skulle i teateret med datteren, og hendes mor kunne ikke, for hun skulle til noget foredrag. Men det var en skøn forestilling, jojo.

Min weekend? Den har handlet lidt om ting. Ting jeg har solgt ting på den blå avis, ting jeg har købt i IKEA og på outlet. To par jeans, en hurrcane, en trøje og et tørklæde. Ting.

Og der er 42, der har klikket ind på den Kay Bojesen abe, jeg fandt i en flyttekasse, på det loft, der om lidt, bliver til mere plads, til alle de mennesker, der om lidt flytter ind i mit hus. Med deres ting. Ikke at der er så mange, har han sagt. Aben havde været penge værd, hvis den var fra før 1990, så min er bare et stykke træ, der kan se lidt fjollet ud.

Ting. Det hele er ting. Døde ting, ting der ikke kan tale, kramme eller give næring eller lys. Ting, der samler støv, og står i vejen for lyset og dansen, rundt på gulvet i min stue.

Min ven, der købte mit duplo fra da ungerne var små og en gyngehest, nævnte, at nu skulle det stå i hans stue, til han kunne give det videre til den, der havde de børn, det var købt til. Det generede ham, for de sendte andre signaler end hans gigantiske TV og hæren af designermøbler og apple devices. Ting.

Dryppende historier og sivende minder; som blegner når man ikke længere får dem lige i synet. Jeg tror, at når jeg smider ud og deleter domæner, frigør jeg mig fra historierne og ser mere på ‘nu’, når jeg ikke længere snubler over kufferter købt, da jeg var på konference i Montreal for 10 år siden.

Men min weekend var fin, tak.

Obama-style

Han løfter hånden når han hilser godmorgen, som favnede han en mængde.

Det er nok også dét, han tror.

Rod

Enderækkehuset i kæden min er til salg. 4,6 millioner kroner og sikkert solgt, på et par uger. Mit hus skal ikke sælges, men jeg trænger til fornyelse. Lurede boligsidens billeder af deres stue, og flyttede inspireret rundt, klokken lidt over sent i går aftes, og trak egenhændigt sofaen hen over gulvet, for at få på plads.

Mine kolleger med de pæne nederdele fortæller om deres børns Halloween i går. Selv blev jeg hjemsøgt af små monstre i dynejakker, der højlydt diskuterede strategien for at øge udbyttet, mens jeg hældte slik op i deres krøllede poser. Den sidste der kom var en 14-årig knægt, der ikke var klædt ud, men lidt genert fik fremstammet et ”slik eller ballade” og fik sine 5 vingummier. Grådige børn eller os, der skaber behovet?

Jeg har stadig ting til salg, der fylder op i det hjørne af min stue, der nu ikke længere er et hjørne. Jeg vil hellere være derhjemme og rydde det op, end her og forberede megavendor forhandlinger. Rod avler handling, tydeligvis.
Eller blot distraktion fra dét, der er vigtigt.