Sandheden

Der er én ret og en vrang. Der er én måde ting skal gøres på og et utal af forkerte, upræcise og helt hen i vejret.  Måder. Der er dén måde jeg har lært og alle de andre.

(Der er kommet bitterstoffer i olien, der får halsen til at snøre sig sammen. Det kommer fra de grønne oliven, siger de gamle; og jeg tænker at det må kunne ekstraheres ud med varmt vand. Hvis man vil dét. Måske jomfrueligheden ryger på den konto. Vil vi betale det? Vores dyd for rundhed?)

Men der er kun én måde at gøre alting på, og det er min. Resten af verden hutler sig vej gennem det uoplyste i bedstefald, og idiotien i værste.

Sagde hun uden at sige spor og mellem linierne. Og helt uden at le over tyngden af den byrde hun satte sig til at bære.

 

3 kommentarer til “Sandheden”

  1. “Jeg er vejen, sandheden og lyset” er der vistnok en kendt fiktiv (?) person, der har udsagt. Min far afskyr religion, og jeg kommer pludselig i tanke om, at det måske er fordi, han ikke vil have konkurrence? Ingen over og ingen ved siden af. Min far, altså.

    (PS: Jeg er heller ikke til religion. Jeg HAR fået nok sandhed)

  2. SandhedeN findes ikke. Min fars sandhed om mig, er virkelig sand for ham. Min sandhed om mig, er virkelig sand for mig. Et eller andet sted udenfor sandheden findes min far og jeg.

    (Amen 😉 )

Skriv et svar