De gamle kan huske

Der var det år hvor oliventræerne frøs til døde. Det må have været i ’86 og det var en katastrofe for egnen. Det var ikke alle træerne, flest højst oppe af bjergskrånngen hvor der er koldest. Man kan stadig se hvilke, for træerne skød fra jorden igen, og har nu to eller tre stammer.

Et andet år var der orm der åd frugterne og fik dem til at falde tørre på jorden længe inden høsten. Bønderne forsøgte at redde stumperne ved at høste før frugten var moden.

De gamle kan også huske hvem der boede hvor og hvordan køkkenet så ud, inden det blev bygget om. Historierne hober sig op og bedsteforældre griner på en helt speciel måde, når barnebarnet fjanter. Gnækkende, nærmest.

Vi bliver sikkert også sådan, du og jeg. Fingre krumbøjede af år og iskoldt vand, fumlende lidt om glasset og i skålen med pistacienødder; mens vi smiler af billeder fra alle årene, der klæber sig til det, vi ser.

Min mors hår er blevet helt hvidt nu, min fars har været det længe.

Vi er tiden der går og snart er det os der er grå.

Skriv et svar