Murværk

Jeg kan mærke muren lige så tydeligt som var det en ægte fysisk mur og den er der lige nu. Dér. Genkendeligheden i symptomerne gør tegnene tydeligere og syren i min kæbe viser at jeg stadig reagerer nærmest allergisk på cortisolen.

Det har kun varet et par dage og det stopper i morgen, når jeg sidder på et fly. Overload. Mange gryder i kog på én gang. For mange måske, hvis det havde fortsat næste uge med.

Jeg er ikke vokset fra at bide tænderne sammen og gennemføre, jeg er ikke groet fra, at få et kick ud af, at få alting til at lykkes på alt for kort tid og jeg er ikke viis nok til at lade ting falde på jorden, uden at det gør ondt i både selvværd og samvittighed.

Så jeg dykker ned gennem de kogende gryder, selvom jeg godt ved nu, at jeg ikke er udødelig.

Og så er det at jeg mærker alle skyggerne fra dengang. Grådlabilitet, flimren for øjnene, knuder i halsen, rystende hænder, hullet i maven og syre i stivnede kæber. Bare lidt. Bare ekkoer, bare små vink med kilometerlange vognstænger.

Men jeg rammer den ikke, muren. Nok er min GPS stadig den gamle, men jeg har helt nye bremser.

2 kommentarer til “Murværk”

Skriv et svar