Plantemanden

Jeg ved ikke hvor tit han kommer, men han er kommet her tit nok og gennem lang nok tid til, at jeg kan kende ham og ved hvad han laver her. Han vander planter. Og nipper dem for visne blade.

I grønne arbejdsbukser og en grå skjorte. Han ser flink ud. Roligt ansigt og kortklippet mellemblondt hår, der får mig til at tænke, at han nok har gråblå øjne.

Han vander planten i min vindueskarm, og nipper plade fra palmen på gangen. Stille og uden at forstyrre synderligt.

Nogle gange kommer han, når jeg er ved at drukne i Excel eller politiske beslutninger, og så ønsker jeg, at jeg var ham. At min hverdag var, at gå rundt på gange i glasbygninger og vande planter.
Zen, og kunsten at nippe de rigtige blade. Sikke meget bonzai jeg kunne producere.

Men vi ikke ser ham, og han ser ikke os. Som om vi færdes i to forskellige virkeligheder parallelt. Rengøringsdamen med tørklædet om hovedet, hilser jeg på hver morgen; den søde ældre mand, der henter kaffe, papirvarer og vand, joker jeg med og griner til, og med, som regel. Men manden med vandkanden ser mig ikke og jeg ikke ham. Vi går til side for hinanden på smalle gange, men uden smil og nik og genkendelse.

Og alligevel har vi arbejdet side om side i henved tusinde år.

Skriv et svar