November er så smuk, fuld af skråt lys og dryppende blade, og himlen lidt over 8 er så skærende dyb, at jeg nyser af kildren i næsen. November giver mig lyst til meloromantiske indlæg. Til at svælge i dybt savn og længes efter lykken. November er skabt til vemod og afsked med det, der var og det der aldrig blev.

Men jeg har brugt dagen på at lære nyt, og få banket et grundlag på plads, jeg har bygget på siden maj. Jeg har forstået komplexiteter og bygget overblik. Brugt mit intellekt, så jeg blev høj af det.

Og jeg har brugt weekenden på, at hælpe med at rydde min kærestes hus; der så blev solgt. Så nu flytter han ind her. Med børn und alles. “Vi skal huske at få legoet med”, var knægtens første kommentar, efter: “fedt“.

Største udfordring efter at huske at købe mælk nok er; at ingen af vores biler er store nok til, at vi kan være der alle seks på én gang.

Og jeg vågner hver morgen krøllet ind i ben og arme, og det føles så endegyldigt rigtigt, fordi det er det. “På resten af livet”-måden.

Så november må passere uden meloromantisk dryppende savn. For jeg savner kun lyset, der svinder, og det ved jeg kommer igen, på den anden side af i år.

2 kommentarer til “…”

  1. Får lyst til at danse og råbe HURRA, så det gør jeg lige. Alene med hunden og kattene stuen, som er min og mig! Hurra for jer. Og husk så lige legoet 😉

Skriv et svar