Stigmatisering

Regitze fejrer at det er et år siden hun stille, sydende, sank ned fra sin hest. På mødet lige før med hende fra vores reseller og drengene fra IT, jokede de alvorligt over det med at “folk chekker deres mail som det sidste inden de går i seng og det første når de står op”. Genkendende nik bordet rundt, på nær fra M. jojo, sådan er det jo.

Hvad med dig, Line; gør du også det?

Nej.

Var lige ved at tilføje at jeg har lært det på den hårde måde, men jeg deler ikke meget ud af den historie mere. Jeg er stadig angst for stigmatiseringen og jeg tror stadig jeg bærer skyggen og brændemærket i panden.

Det er nok bare noget jeg tror. At jeg føler mig tilsidesat i organisationen er nok mere et spørgsmål om, hvem der er hvis børn, men jeg er holdt op med at fortælle min historie.

Det jeg skrev dengang har jeg samlet så E kunne læse det. Han mente jeg skulle udgive det, men jeg tror ikke der er et marked for klynk, selvom det er klynk over tidens trend.

Jeg tog hjem efter mødet hos IT. For at undgå at køre tilbage til kontoret for blot en time, men også fordi T stadig er syg. Han ser TV og tygger sig gennem den madpakke jeg nåede at smøre til ham i morges. Sov da jeg kom hjem, så helt rask har han ikke været.

Og så fordi jeg har forbandet svært ved at koncentrere mig for tiden. Rastløs demotiveret.

Mit skriv er nok mere en historie om dekonstruktion af selvopfattelse end om stress. Eller også har jeg glemt hvad jeg skrev. Måske jeg skulle lægge det herud. Måske jeg bare skal tie skyggen ihjel.

2 kommentarer til “Stigmatisering”

  1. Jeg er egentlig ikke helt sikker på, om det med at tie noget ihjel, er en god ide… (Og nu skal jeg altså holde op med at tjekke mails tidligt og sent)

Skriv et svar