Ting

Hun taster med spidsen af pegefingrene, og spørger om jeg har haft en god weekend. Fortæller selv om sin mand, der blev syg og kastede op søndag morgen, og det var jo trist, nu de skulle i teateret med datteren, og hendes mor kunne ikke, for hun skulle til noget foredrag. Men det var en skøn forestilling, jojo.

Min weekend? Den har handlet lidt om ting. Ting jeg har solgt ting på den blå avis, ting jeg har købt i IKEA og på outlet. To par jeans, en hurrcane, en trøje og et tørklæde. Ting.

Og der er 42, der har klikket ind på den Kay Bojesen abe, jeg fandt i en flyttekasse, på det loft, der om lidt, bliver til mere plads, til alle de mennesker, der om lidt flytter ind i mit hus. Med deres ting. Ikke at der er så mange, har han sagt. Aben havde været penge værd, hvis den var fra før 1990, så min er bare et stykke træ, der kan se lidt fjollet ud.

Ting. Det hele er ting. Døde ting, ting der ikke kan tale, kramme eller give næring eller lys. Ting, der samler støv, og står i vejen for lyset og dansen, rundt på gulvet i min stue.

Min ven, der købte mit duplo fra da ungerne var små og en gyngehest, nævnte, at nu skulle det stå i hans stue, til han kunne give det videre til den, der havde de børn, det var købt til. Det generede ham, for de sendte andre signaler end hans gigantiske TV og hæren af designermøbler og apple devices. Ting.

Dryppende historier og sivende minder; som blegner når man ikke længere får dem lige i synet. Jeg tror, at når jeg smider ud og deleter domæner, frigør jeg mig fra historierne og ser mere på ‘nu’, når jeg ikke længere snubler over kufferter købt, da jeg var på konference i Montreal for 10 år siden.

Men min weekend var fin, tak.

Skriv et svar