I forlængelse heraf

Børn med særlige forudsætninger hedder på engelsk ‘gifted children’. Gifted. Begavede. Gaven de fik. Forbandelsen og forpligtelsen.

Genlæsning af psykolograpporten fra 2. klasse giver snurren i næsen, og notifikationerne fra forældreintra, nervøse ticks.

Især væsentligt

Det vigtige er, at kunne give bare fordi, og især ikke fordi man så får. Beundring eller gaver retur.

Taknemmelighed er ikke et krav, medgift er ikke en selvfølge.

Simili

Jeg købte en ring lige før. Forkert. Du købte mig en ring. Ikke en ring til mig, men mig en ring. Kort før, købte jeg mig selv et ur. Et ur til mig selv. Gummirem og similisten i klynger. Bling-bling og mørkegrøn gummi. Det føles lidt sært mod håndledet, for jeg har ikke gået med ur siden sommeren før jeg blev gift.

Jeg havde dengang et guldfarvet ur med gyldne blomster på urskiven. Remmen var lysebrunt læder og jeg tog det af den sommer, fordi jeg ville være brun på håndledet når jeg skulle giftes i ærme- og urløs tilstand. Hvorfor det ikke kom på igen, husker jeg ikke. Måske det gik i stå i en skuffe. Måske jeg bare vænnede mig til, ikke at se på min arm, for at ænse tiden.

Ringen er ikke én ring, men mange. Seks sølvringe holdt sammen af et stykke metal på bagsiden, hver ring med en diamantgnistrende similisten; så nu gnistrer min ringfinger næsten lige så meget som de brillianter, der sidder på min mor.

Sandheden

Der er én ret og en vrang. Der er én måde ting skal gøres på og et utal af forkerte, upræcise og helt hen i vejret.  Måder. Der er dén måde jeg har lært og alle de andre.

(Der er kommet bitterstoffer i olien, der får halsen til at snøre sig sammen. Det kommer fra de grønne oliven, siger de gamle; og jeg tænker at det må kunne ekstraheres ud med varmt vand. Hvis man vil dét. Måske jomfrueligheden ryger på den konto. Vil vi betale det? Vores dyd for rundhed?)

Men der er kun én måde at gøre alting på, og det er min. Resten af verden hutler sig vej gennem det uoplyste i bedstefald, og idiotien i værste.

Sagde hun uden at sige spor og mellem linierne. Og helt uden at le over tyngden af den byrde hun satte sig til at bære.

 

Floden

Så begyndte det at regne. Først i små byger, siden i skybrud med torden og lynild. Og det regnede hele dagen, så Rio Grande endelig levede op til sit navn og blev stor og brusende og ikke en lille og mudderfedtet stribe af vandpytter, som den havde været hele sommeren.

Vi gik en tur i regnen, og så det oppefra. Brusende mudrede vandmasser, der lyste mellem mørketræer og sort jord. Mine bukser blev våde forneden af vådt græs langs stien, men dine øjne var stadig lysende blå, lige dér.

Spiselig

Jeg får kvalme af intern hakken og kærlige klaps. Hvis der er kærlighed, behøver der ikke være klaps og hakkende spydigheder, selvom klapsene tit dækker over det, man ikke tør sige højt.

Jeg har plukket en pose med oliven, som jeg tager med hjem og lægger i vand, så bitterstofferne trækkes ud inden de skal overhældes med kogende vineddike.

De gamle kan huske

Der var det år hvor oliventræerne frøs til døde. Det må have været i ’86 og det var en katastrofe for egnen. Det var ikke alle træerne, flest højst oppe af bjergskrånngen hvor der er koldest. Man kan stadig se hvilke, for træerne skød fra jorden igen, og har nu to eller tre stammer.

Et andet år var der orm der åd frugterne og fik dem til at falde tørre på jorden længe inden høsten. Bønderne forsøgte at redde stumperne ved at høste før frugten var moden.

De gamle kan også huske hvem der boede hvor og hvordan køkkenet så ud, inden det blev bygget om. Historierne hober sig op og bedsteforældre griner på en helt speciel måde, når barnebarnet fjanter. Gnækkende, nærmest.

Vi bliver sikkert også sådan, du og jeg. Fingre krumbøjede af år og iskoldt vand, fumlende lidt om glasset og i skålen med pistacienødder; mens vi smiler af billeder fra alle årene, der klæber sig til det, vi ser.

Min mors hår er blevet helt hvidt nu, min fars har været det længe.

Vi er tiden der går og snart er det os der er grå.

Murværk

Jeg kan mærke muren lige så tydeligt som var det en ægte fysisk mur og den er der lige nu. Dér. Genkendeligheden i symptomerne gør tegnene tydeligere og syren i min kæbe viser at jeg stadig reagerer nærmest allergisk på cortisolen.

Det har kun varet et par dage og det stopper i morgen, når jeg sidder på et fly. Overload. Mange gryder i kog på én gang. For mange måske, hvis det havde fortsat næste uge med.

Jeg er ikke vokset fra at bide tænderne sammen og gennemføre, jeg er ikke groet fra, at få et kick ud af, at få alting til at lykkes på alt for kort tid og jeg er ikke viis nok til at lade ting falde på jorden, uden at det gør ondt i både selvværd og samvittighed.

Så jeg dykker ned gennem de kogende gryder, selvom jeg godt ved nu, at jeg ikke er udødelig.

Og så er det at jeg mærker alle skyggerne fra dengang. Grådlabilitet, flimren for øjnene, knuder i halsen, rystende hænder, hullet i maven og syre i stivnede kæber. Bare lidt. Bare ekkoer, bare små vink med kilometerlange vognstænger.

Men jeg rammer den ikke, muren. Nok er min GPS stadig den gamle, men jeg har helt nye bremser.

Den der ejer problemet, kender det bedst

Umiddelbart ser jeg ikke, at det her er andet end en bestemt type personlighedstræk, kombineret med høj intelligens, men lad os tage en to-tre tests og se hvad vi kan konkludere derfra.

Når nu psykologen kom frem til samme konklusion som jeg, skyldes det så, at det jo kun var vores historie hun fik, set gennem vores forældrebriller? Hvad nu hvis det havde været lærerne der havde fortalt historien?