Usorteret

Sent i går aftes kom der et bud på mine briotogskinner, og inden da nåede jeg til at sortere billederne i den fugtige, snavsede flyttekasse. Jeg har sikkert bare taget kassen eller bunken med billeder, da jeg rejste fra huset ved den lille sø, for de var mere usorterede end jeg troede.

Der var billeder af Xs familie, studenterkørsel og polterabend. Fotos fra barnedåb og selvfølgelig brylluppet. Masser fra brylluppet. Det var dengang engangskameraer var det store sorte, så vi have lagt et kamera på hvert bord og bedt folk om at skyde løs. Bagefter brugte vi en mindre formue på at fremkalde flere hundrede billeder af det samme, fra flere vinkler. Nok betydeligt sjovere dengang end at bladre gennem nu.

Der var også billeder af det hus vi boede i. Taget med teknisk snildt kamera, der kunne noget med vidvinkel og aflange billeder. Vældig smart kan jeg huske, men lidt upraktisk bagefter, når billederne skulle passes ind i plastlommer eller blomstrede mapper.

for det var jo dengang man havde bogreoler i stuen, og troede på et langt liv sammen, der burde dokumenteres.

Det jeg ikke vidste var i bunken, var billeder af mine børn som små. Bunkevis af små grinende marcipanbabyer. T, der falder i søvn i en tallerkenfuld spaghetti, T som nyfødt med en hånd i panden, i sit livs første facepalm. F der kigger undrende på verden, mens vi andre spiser is. Marcipankinder i kæmpegrin og fødder der er beregnet til at bide i. Begge børn, der griner, kravler og slås. Skiftevis.

Billeder af x med børn i favnen, hvor det sære er at de alle ler. Jeg kan ikke huske at vi grinede så meget som det ser ud på billederne. Især ikke T. De ser forbløffende glade ud allesammen. Happy familiy for en tid.

Jeg hørte ikke mere fra manden der var interesseret i både togskinner, batteridrevet lokomotiv og opbevaringskasse. Måske han fortrød, eller måske 600 kr er for meget for et birketræs nostalgitrip.

Æd en svamp

Jeg nåede til briotog og autostole i går aftes. Vaskbart, ternet betræk og et lille batteridrevet lokomotiv. Papkasser stadig spredt i min stue.

Damerne på mit kontor snakker om, at tiden den går og det er jo snart jul! Og om at der er rigtig mange svampe i skoven og der jo er en grund til at nogen af dem smager bittert. Felix hvem?

Jeg kan godt lide svampe og jeg elsker skoven om efteråret, men snak gør mig stiv som et brædt. Sure mig.

Men solen skinnede i dag, så I det?

What you see is what you get

Der var et tillæg med Berlingske i torsdags, da vi fløj hjem fra London. Det var lagt ind mellem sektionerne, og handlede om kvinder i ledelse. På glittet papir. Nogen udtalte at hun havde valgt ensomheden, for at nå sine ledelsesmæssige mål, andre at kvinder ikke vil give de nødvendige ofre for at nå til tops.

Jeg har brugt lidt af i dag og det meste af i går på at sætte ting der stod på mit loft til salg på den blå avis. Kufferter jeg aldrig brugte; én jeg vist havde med mig fra det hus jeg delte med min eksmand og én jeg købte i Canada engang, i den tro at jeg havde brug for en stor kuffert. Jeg har aldrig brugt den til andet end oplagring af ting.
En hvidmalet lysekrone fra min gyldne penthouselejlighed, hvor den hang over det lille bord.
Autostole mine unger er vokset fra.
Et sengebord, der stod i et soveværelse jeg engang forlod.
Og en gyngehest.

Brudekjolen nænner jeg stadig ikke sælge. Mest at hensyn til mine børn, ligesom jeg ikke smider billederne fra dengang ud. Jeg kan samle det hele i en kasse, som de kan kigge i når de bliver store nok, men jeg behøver det ikke.

Måske manden fra i tirsdags havde ret i at jeg kan gøre det bedre i min nuværende rolle, end som manager i hans organisation; måske hans fejlskøn – hvis man overhovedet kan kalde det det – ligger i hans ledelseskultur. At den maskuline tids-fokusering (jo flere timer du arbejder, jo bedre yder du.), og omhyggeligt dyrkede kompetitive kultur ikke kan justeres uden at han selv står nøgen tilbage.

Hvis jeg får solgt mine gamle ting undgår jeg dybest set blot at smide dem ud.

Historierne bliver hos mig.

 

Ser man det

Jeg har lagt mørk gråblå neglelak på korte negle. Ædt en halv pose juleskum og fortrænger kvalmen med en GT. Burde gå i bad så jeg kan blive klar til aftenens musikoplevelse, men er suget fast i min sofa.

Indtryksmat.

“Folk glemmer at det at lære engelsk ikke bare handler om at kunne et sprog, men at det i høj grad også handler om at mestre en kulturs kommunikationsform”

Såvidt jeg husker det. Nok ikke helt så velformuleret, vi sad trods alt i et tog og snakkede. Om at englændere altid er så høflige. Togføren havde netop undskyldt meget at toget holdt stille.

“Det sker aldrig i Danmark. Der er folk altid så sure. Og vi kan ikke smalltalke, i england er det uhøfligt ikke at snakke helt vildt meget med fx kassedamen i en butik”.

Hm. Næ. Og nej, jeg synes noget andet, men det interessante er at der er flere sider og at folk går op i forskelligt.Bilder jeg mig ind.

Som hende der fortæller på twitter at der er demo mod afskaffelsen af heste i København politi. Aha.

“Min mor gik til engelsk hos en dame gennem ældresagen. Det viste sig at hun var 96 år.”

Uden videre pointe i øvrigt.

Ser man det, og det gør man jo nok.

Glastårne og andre konstruktioner

Hotellet er bygget så kompakt, at man ikke kan se dagslys, fra mit værelse.  I stedet kigger jeg ud på en stump af resten af hotellet få meter overfor, og læner jeg mig ud, kan jeg skimte Big Ben, parlamentet og broen over Themsen gennem en glasvæg, for enden af den korridor man har bygget, for at kunne få flest mulig værelser, ind på mindst mulig plads.

Når jeg sidder stille længe nok, slukker lyset af sig selv, og jeg har lige akkurat fået hvilet benene længe nok, til at overveje tanken om at trille ned i lobbyen og sippe en GT, mens jeg venter på min kollega.

I morges var der en mand med tilbagestrøget blondt hår, der fortalte at det både kræver meget træning og det rette hold, at vinde guld til OL. Det havde han nemlig selv prøvet for 12 år siden. Nu var han så blevet rejsende i banaliteter. Bagefter var der et par af deltagerne, der fik taget et billede sammen med ham, hvor de fik lov til at have guldmedaljen på. Det betød tilsyneladende meget.

Lyset på badeværelset får mig til at ligne en zombie og man kan lave kaffe på instantmåden i en rød kop, hvis det er; så alt er ved det gamle i konferenceland. Send flere pointer og good save the Queen.

The winner takes it all

Det værste ved en halvdårlig tid er, at folk går ind og slår det op og ved det.

Jeg løb Eremitageløb i går. Uden at have trænet op til det, og (derfor måske) uden at slå min egen rekord. Rent faktisk tror jeg at jeg løb i dårligste tid nogensinde. Men se, jeg er faktisk ret tilfreds.

Tilfreds med at jeg løb det, tilfreds med at jeg nød det og tilfreds med at jeg så mere op under løbet, end de utallige gange jeg har løbet det, for at igen slå mig selv.

Og ja, jeg er selvfølgelig også tilfreds med, at jeg kan løbe 13,3 km uden at have gjort noget særligt for det, fordi jeg jo så alligevel formår at holde en fin grundform, selvom jeg benhårdt prioriterer mine børn og min balance, frem for at nå (mere eller mindre arbitrære) mål og få status.

Det værste ved en halvdårlig tid er, at folk går ind og slår det op og ved det. Men du kan jo gå ind på din profil og ændre dit navn, så er det ikke nogen der ved at du løb en dårlig tid.

Hvad hvad hvad? Hvorfor? Hun løb Eremitagen i går, 12 minutter hurtigere end jeg. Alligevel er hun ikke tilfreds og græmmes tydeligvis mere ved min tid end jeg selv vil være ved at jeg gør. Fordi det for hende handler om at vinde. Noget. Ikke at løbe og se den smukke skov, ikke at klappe af det fjollede orkester, der stod halvvejs og spillede jazz, ikke at suge luften ind og se stakkels hjorte løbe i skjul. Men kun om at vinde.

Jamen, det handler ikke om at vinde, det handler om at være med. Hold nu din kæft Line, med dit post-stress frelse pis! Det er sgu da endorfin-kicket der kommer ved opnåelsen af mål, det er adrendalinjunkiernes trip, det er been there, done that.T-shirts und alles. I flere farver endda.

Der er for helvede 15.000 deltagere og kun ganske få der vinder præmier til at tage med hjem. Det andet er inden i os selv op mod os selv, eller værst (hej, jeg hedder Line, jeg er pisse frelst); op mod hvad andre tænker og tror.

Men måske det, der irriterer mig mest er, at jeg selv stadig et sted tænker det samme, men taber på så mange baner lige for tiden, at hvis jeg begynder at tage det ind i ligningen, ender på et facit jeg ikke kan bruge til andet end at slå mig på.

 

Overvejende godt

Nu med handlingsplan. Det er overvejende godt. Jeg får ikke længere tics ved at åbne forældreintra, for konflikterne på skolen er forsvundet med ét slag. Måske. Det ligner det, set herfra, og uanset hvad der sker derovre, så giver det ikke ubehagelige henvendelser på skoleintra.

I går blev ungen blev træt efter 1 1/2 times bowling (gudfrimigvel). Ikke sært at han også blev træt, vi blev alle trætte dér. Larm og mylder. Han bliver det bare på den måde hvor hans hoved begynder at dreje rundt og der kommer grøn galde ud af mund. Verbal grøn galde.

Jeg mitigerer så jeg er ved at flække på langs. Stiller mig mellem børn, så ingen af dem  antænder. Uddeler røfler og taler væk fra emner. Reparerer det sagte og glatter ud på det gjorte. Og tørrer galder op fra møbler og gulve.

Men det er overvejende godt, det der sker nu; og jeg bilder mig ind at hovedet ikke drejer rundt så tit mere, og han nikker og tager snakken ind, når jeg vender det hele med ham bagefter. Men måske jeg bare er blevet blind.

Flirt

Jeg er stadig så meget til fals for smiger, at jeg føler mig ualmindelig vigtig og væsentlig, når jeg bliver kontaktet af en headhunter, der siger noget a la “Vi spurgte i vores netværk og dit navn kom op”.

Ligesom i gamle dage (jojo), da mænd så efter mig på gaden, hvor sansynligheden for, at der var et match og en mulighed var lille, men hvor alene dét, at det de så, var interessant nok, til at dreje hovedet, gav et lille pift af, at være noget værd.

men jeg ved, jeg har ret

Jeg bliver bange, når jeg ser de andre falde. Bange for de vrag vi bliver, bange for stigmatiseringen, bange for serier af sidespor på hovedstrømmen, hvor der kun er plads til de blinde, de ensidede eller de, der endnu ikke, har smagt vejens grus. 

Bange på alles vegne og det samfund vi bliver til, hvor vi ender som krøblinge, fordi vi ville det hele og fordi vi troede, man var svag, hvis ikke man kunne gabe over det samtidig.

Bange for min egen utilstrækkelighed, og for at den indsigt jeg er blevet givet, mens jeg åd grus, mister sin værdi, hvis fællesskabet mener noget andet er mere væsentligt og af stor betydning.

Jeg mærker is i mine knogler, når jeg hører om lederes takling af stressramte medarbejdere og jeg føler mig ond og usund når jeg et sted i en lille snavset afkrog af mit sind, håber en lille smule på at visse af dem selv vil vågne med grus i munden en dag.

For det er måske den eneste måde at lære det på.

Spejl

Hun stod i en krog i en mur. Et indadvendt hjørne midt på vejen hjem. Med ryggen til og skal jeg være ærlig er jeg ikke sikker på om hun VAR en hun, men der var noget ved netop ryggen og bredden over lænden der fik mig til at tænke kvinde. Jeg ved ikke hvad hun tænkte, men hun stampede i jorden som prøvede hun at gå videre ind i murstenene. Som om hun ikke havde opdaget at vejen endte blindt.

Forskellen på hende og visse af de, jeg lige havde forladt i glastårnet, var ikke så stor som man skulle tro.

Jeg bilder mig ind at jeg ikke selv gør det samme.

Mere.