Karmabalance, kærlighed og cirkularitet

Jeg sover ikke så godt for tiden.

Det kom efter alt det sædvanlige. Manglen på lækre, intellligente single-kvinder, der ikke var desperate efter at få børn NU, men som heller ikke havde to snotunger eller seriøse issues på slæb. Sidste nye apple gadget og fladskærmen der nok snart skulle skiftes til noget nyere. Igen.

Eller måske overdriver jeg. Måske det mere var mig, der forventede at det ville komme, hørte kun efter dét, og derfor ikke alt det andet der stod i luften og mellem linier.

Filmen handlede om kærlighed. Dybest set, og inde under Bruce Willis, der med vigende hårgrænse stadig er den sejeste seje, der slår dem alle sammen ihjel. Tidsrejseparadokser, der blev affejet med et don’t ask it not important! Og dermed understregede, at det var det. Meget vigtigt. For hvad sker der, når vi forsøger at ændre det, der lige er sket, ved at omgøre fortiden?

Jeg ligger typisk vågen til klokken 3 eller 4

Det han ville var at have sin kærlighed igen, men det var blevet taget fra ham fordi han selv havde taget den fra en anden, i forsøget på at genvinde det tabte, og med det, skabt et monster. Cirkulær reference, der i min talbaserede virkelighed ville få excel til at nægte at beregne udfaldet.

Det handlede egentlig bare om kærlighed. Lige i det enkelte nu for individer, men det grå, grusomme bylandskab var et sviende bevis for effekten af summen af individers bidrag (eller manglen på samme), og den fortvivlende fremtid et bevis for hvor stor indflydelse ét individ kan have på fællesmængden.

 Det er nok fordi jeg har været i lidt dårligt humør på det sidste

Jeg spurgte ikke ind til hvorfor. Jeg tror heller ikke han ville kunne svare på det. Kun at det var sådan det var.

Og så tog jeg hjem til dig.

Skriv et svar